EMNER

Folkevalgte dumheder

Jeg ved ikke, hvordan den almindelige borger i dette land har det med det faktum, at vore folkevalgte beskæftiger sig så meget med personsager, som de gør.

Man kan ikke læse en avis eller se nyheder på tv, uden at medierne snager i personsager, og vore folkevalgte elsker at svine hinanden til på offentlighedens alter. Jeg finder det mærkeligt, at før valget var det som regel personer fra den daværende regering, der var offerlam. Nu er det de nye regeringsmedlemmer eller emnerne dertil, der indtager den rolle. Er det ikke på tide, at de 175, som er valgt her i syd-Danmark, tager sig sammen og viser, hvad de er værd som politikere i stedet for at miskreditere hinanden som mennesker. Jeg tvivler på, at noget menneske, folkevalgt eller ikke, kan gå gennem livet uden at have gjort noget, som vedkommende har fortrudt eller andre kan bebrejde ham eller hende. Derfor mener jeg, at det værdighedsprincip, som Folketinget omgiver sig med, er hyklerisk og snobbet. Man burde i stedet have nogle helt firkantede regler, der tilsiger betingelserne for at blive valgt, og så er det vælgerne, der afgør, hvem der vælges til tinge. Jeg er da helt og aldeles ligeglad med, hvordan Ole Sohn agerede, da han i sin ungdoms dumhed anså kommunismen for at være verdens frelse. Det, der betyder noget er, hvordan han agerer i dag. Desværre må man så sige, at der er stærke indicier for, at han har et besværligt forhold til sandheden. Det problem kostede jo i sin tid en socialdemokrat muligheden for at besidde landets højeste post, men han kunne jo trods alt stadig bestride posten som miljøminister, hvilket eftermælet formentlig er enige om, at han gjorde udmærket. Landets nuværende statsminister har det tilsyneladende svært med at finde ud af, om hun og hendes familie skal bruge eller misbruge landets skatteregler. Hun har også svært ved at forklare sig i spørgsmål om personsagerne Sass Larsen, Ole Sohn og hende selv, men et flertal af det Folketing, der har så travlt med personsager, har alligevel valgt at stå bag hende som landets statsminister, så hvad betyder en usandhed i ny og næ? Havde den foregående statsminister ikke også problemer med rod i bilagene, en anden "pind" for hvem det var ligegyldigt, hvem der betalte, når bare vedkommende havde fordel af det, en tredje, der var valgt til at repræsentere de mest velstillede i samfundet, lavede så meget gæld sammen med sin "kjære" mand, at hverken hun eller nogen anden siden har kunnet finde sandheden om det, og der har jo hele tiden været personer uanset parti, der på den ene eller anden måde dummer sig, så var det ikke på tide, at man tog sig af de virkelige problemer og viste, at man fortjener at sidde på den taburet, som man nu er blevet tildelt.