EMNER

Folmer-kaptajn brugte fridage i fængsel

Rederi kan se frem til efterspil fra fængslet kaptajn

KØBENHAVN:Knap har rederiet H. Folmer og Co. for en ukendt løsesum fået skibet Danica White og fem søfolk ud af sørøvernes klør ved Somalias kyst, før en ny sag om Danica White venter. Rederiet vil ikke give en anden Danica White-kaptajn Villy Larsen de knap to måneders fridage, han havde optjent inden han sidste efterår blev fængslet i USA. Dem havde han jo allerede brugt i spjældet, mener rederiet H. Folmer og Co. Men det vil kaptajnens faglige organisation Søfartens Ledere ikke finde sig i. Sekretariatsleder Fritz Ganzhorn finder rederiets opførsel urimelig. - Det er ikke rimeligt, at sige, at dem har han afviklet, mens han har siddet fængslet. Derfor vil vi nu kræve, at rederiet giver ham de fridage, han har krav på, siger Fritz Ganzhorn. Kaptajn Villy Larsen blev løsladt kort før jul sidste år efter at have siddet knap fire måneder i fængsel efter bataljer med den amerikanske kystvagt. Rederiet ville - til stor overraskelse for Søfartens Ledere - ikke betale for at komme sin kaptajn til undsætning. H. Folmer og Co.’s forsikring hos forsikringsselskabet Skuld dækkede ikke udgifterne til advokatsalær. Regningen på omkring 700.000 kroner blev i stedet tørret af på kaptajnens organisation, Søfartens Ledere. Det skete med en besked fra rederiet om, at “det er jeres mand, der sidder derovre”. Sekretariatslederen oplyser, at Søfartens Ledere stort set har opgivet at få rederiet til at dække organisationens udgifter til at få Danica White-kaptajnen hjem. - Der er stort set ingen grund til at kaste gode penge efter dårlige, siger Fritz Ganzhorn. Søfartens Ledere organiserer styrmænd, kaptajner og navigatører. Det har vakt nogen undren blandt organisationens medlemmer, at rederiet ikke greb til egen lomme og betalte for at få dets egen kaptajn hjem. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra rederiet H. Folmer og Co. /ritzau/