Fond donerer 20 millioner til Utzon-projekt

Den Obelske Familiefond bag historisk stor pengegave

Lars Vedsted
Det koster anslået 80 millioner kroner. Den Obelske Familiefond bidrager med de 20.
Velgørenhed 1. september 2006 06:00

AALBORG: Halvtreds-års jubilaren Den Obelske Familiefond uddeler i dag et legat på 20 millioner kroner til Utzon Fond, der står bag projekt Utzon Center og Utzon Park på Aalborgs Havnefront. De 20 millioner svarer til omkring en fjerdedel af Utzon-projektets anslåede pris på 80 millioner, og er en usædvanlig stor gave fra Den Obelske Familiefond, der i snit uddeler samlet 12-14 millioner om året. - Det er jo et jubilæumsår, og vi tror i den grad på Utzon-projektet som et vigtigt vartegn for Aalborg, der kan sætte byen og resten af Nordjylland tydeligere på landkortet, siger administratoren for Den Obelske Familiefond, Ole Sørensen. Han fremhæver Jørn Utzons aalborgensiske ophav, og har store forventninger til den verdenskendte arkitekts udformning af centret. - Det vil fysisk artikulere en arkitektonisk ramme om en fortsat tilegnelse af Jørn Utzons arkitektur- og design arbejder, som Ole Sørensen udtrykker det. - En kilde til inspiration og til værdsættelse og udvikling af ideer. Til fremme af skabertrangen og lysten til, at fabulere hos fremtidige arkitekter, designere, bådebyggere, studerende, og borgerne i al almindelighed. Den Obelske Familiefond har doneret ni millioner kroner til Musikkens Hus. - Beslutningen om, at tildele 20 millioner kroner til Utzon-projektet blev truffet, inden Musikkens Hus blev lagt i mølposen indtil videre, konstaterer administrator Ole Sørensen. - Der er derfor ikke tale om, at vi har flyttet penge fra Musikkens Hus. - Vi havde dog håbet, at de to projekter var skudt op side om side fra starten for at skabe helhed på havnefronten, og støtter bestemt fortsat ideen. Formand for den Obelske Familiefond, Chr. Obel, overrækker i dag symbolsk de rare kroner til Utzon Fond præcist på det sted, Hvor Utzon Center bliver bygget. En række repræsentanter for den obelske familie deltager. En del har taget turen fra udlandet, hvor en tredjedel af fondens stifter, Fru Asta Obels efterkommere bor. Efterkommerne omfatter 12 børnebørn, 25 oldebørn, og 50 tip-oldebørn. - Kun 10 bor i Nordjylland, men langt de fleste donationer tilkommer regionen. Det er fortsat familiefondens politik, konstaterer Ole Sørensen. - Der var jo her, pengene til fonden blev optjent gennem 200 år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...