Fond giver millioner til Utzon Center
Skal gøre arkitektur til en leg for 50.000 børn de næste fire år
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:04
AALBORG: Børn skal nærme sig arkitektur på samme naturlige måde, som de i dag er digitalt indfødte. Det er fokus hos Utzon Center i Aalborg, der får 11 mio. kr. af Nordea-fonden til at sikre, at børn fra hele Danmark kan træde i den verdenskendte arkitekt Jørn Utzons fodspor.
- På Utzons tid var Danmark en kendt design-nation. Det er vi stadig, men skal det vare ved i fremtiden, skal børnene have øjnene op for de muligheder, der er i arkitektur. De skal forstå de byrum, de går rundt i, og de huse, de bor i, fortæller kreativ direktør på Utzon Center, Lasse Andersson.
Centret har arbejdet det seneste halvandet år på et formidlingsprojekt, hvor fokus ligger på at tænke i nye veje til læring.
- Arkitektur er en spændende blanding af kreativitet, matematik og teknologi og egner sig rigtig godt til at give nye veje ind i andre fag. I de testforløb, vi har kørt, kan vi se, at der er børn, der blomster op, når de bliver udfordret og får nye vinkler på for eksempel matematik, vurderer kreativ direktør på Utzon Center, Lasse Andersson.
Tre stadier
Han glæder sig til at se, hvad der sker, når man tager børnene med ind i arkitektur via virtual reality, 3D print, tegning og formning med hænderne. Projektet skal køre over de næste fire år og involvere 50.000 børn i et bredt samarbejde med flere samarbejds-partnere, blandt andet DR, Aalborg Kommunes Skoleforvaltning, Aalborg Universitet, UCN, VisitAalborg og Kunsten.
Et testforløb med elever fra Sofiendalskolen har dannet grundlag for ansøgningen, og Utzon Center skal det næste halve år udvikle projektet, som børnene snart kan kaste sig over. Når det sker, bliver det tilbudt alle skoler i Aalborg, dernæst alle skoler i regionen, og så lægger Danmarks Radios skoletjeneste undervisningsmateriale ud, så alle skoleklasser i Danmark får adgang til det.
Projektet udvikles gradvist over fire år og starter med en skoletjeneste i samarbejde med DR Skole, hvor børn kan komme ind på Utzon Center og lære om arkitektur og geometri. Derefter følger særudstillinger med blandt andet Wigge Rasmussen og senere det eksperimenterende laboratorium Techstronaut udviklet med ingeniører fra Aalborg Universitet.
Projektet byder derudover på kreativ matematik-lejrskole, en Youtube-kanal med børn som journalister samt efteruddannelse af undervisere i hele Danmark.
Udover de 11 mio. kr. fra Nordea-fonden støtter Skoleforvaltningen i Aalborg projektet med halvanden million over tre år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.