Kultur

Millionerne strømmer ind til Cloud City

Det spektakulære kunstværk "Cloud City" af Tomás Saraceno har fået en blåstempling af Ny Carlsbergfondet

Cloud City blåstemples af Ny Carlsbergfondet med en støtte på 10 millioner
Cloud City blåstemples af Ny Carlsbergfondet med en støtte på 10 millioner

Opdateret kl. 09:29

AALBORG: Planerne for omdannelsen af Aalborgs ikoniske spritfabrikker er i fuld gang og får nu også støtte fra Ny Carlsbergfondet.

Cloud City, som projektet er døbt, vil skabe en helt ny kunst- og oplevelsesbydel i Aalborg med en gigantisk kunstinstallation af den internationalt anerkendte argentinske kunstner, Tomás Saraceno, som omdrejningspunkt.

Kunstinstallationen til 100 millioner kroner har tidligere modtaget 50 millioner kroner fra Det Obelske Familiefond samt 25 millioner kroner fra Aalborg Kommune, og nu bidrager Ny Carlsbergfondet altså med yderligere 10 millioner kroner.

- Tomás Saraceno er én af de mest visionære skikkelser på den internationale kunstscene. Med realiseringen af hans projekt får Aalborg ikke blot et nyt, monumentalt vartegn, der med respekt for sine omgivelser er med til at løfte dette helt særlige område af byen siger formand Karsten Ohrt fra Ny Carlsbergfondet.

Saracenos kunstværk kommer til at bestå af 68 mangekantede glasmoduler, der hver måler 4,5 meter i diameter. Når de sættes sammen, vil værket nå en højde på 30 meter.

Besøgende vil kunne gå rundt inde i værket, og den samlede installation forventes at tiltrække et stort antal kulturturister.

I det hele taget spiller kunstværket en afgørende rolle for omdannelsen af Aalborg Spritfabrikker, der har stået ubenyttet hen siden sommeren 2015, og som i dag er Danmarkshistoriens største industrifredning.

- Ny Carlsbergfondets bevilling bringer Cloud City et stort skridt nærmere realisering, understreger borgmester Thomas Kastrup-Larsen, der nu håber, at den resterende finansiering af Cloud City hurtigst muligt kan tilvejebringe.

Initiativtageren til Cloud City, investor og developer Martin Nielsen har en optionsaftale på halvdelen af spritgrunden og de tilhørende fabriksbygninger og har arbejdet intensivt med omdannelsesprojektet i en årrække.

Udover kunstværket af Tomás Saraceno skal området også huse artcentret MonAA.

De ikoniske bygninger må stort set ikke forandres hverken indvendigt eller udvendigt, og derfor er artcentret og de gamle industriinstallationer tænkt nøje sammen. Det er sket i et tæt samarbejde med stjernearkitekten Bjarke Ingels’ tegnestue BIG:

- Kunstværk og artcenter er hjørnesten i omdannelsen af spritgrunden, men området skal ifølge planerne også huse blandt andet Aalborg Teater, hotel, torvehal, chokoladefabrik, almennyttige og private boliger mv. Det bliver et helt unikt byområde i Europa baseret på de gamle industritraditioner, som i mange år har været en del af Aalborgs dna, understreger Martin Nielsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden