Fonde fastholder musikhusbidrag

Senest 1. december offentliggør sammenlægningsudvalget et forslag til, hvordan den nye organisation omkring Musikkens Hus kommer til at se ud.

Jesper Schouenborg
Fonde fastholder musikhusbidrag. Arkiv foto.
Aalborg 14. september 2006 23:50

Men allerede nu understreger de to nordjyske fonde, Det Obelske Familiefond og Spar Nord Fonden, at de fastholder tilsagnet om et bidrag på 18 mio. kr., der er en del af de 62 mio. kr., som Komiteen til rejsning af Musikkens Hus i Nordjylland har indsamlet. De to fonde afventer nu en ny handlingsplan og organisation for projektet. Desuden har Realdania oplyst, at man fastholder bidraget på 85 mio. kr. Torsdag fik alle bidragydere et brev fra Komiteen til rejsning af Musikkens Hus i Nordjylland. Her oplyser komiteen bl.a. om tilsagnene, og slår fast at det er muligt at få pengene tilbagebetalt, hvis det ønskes, men at man anser det for givet, at projektet Musikkens Hus gennemføres. - Nu skal vi holde sammen på det, for ideen er stadigvæk knaldgod, siger formanden for komiteen N.K. Strøyberg, der er glad for det signal, som fondene sender med deres opbakning. På spørgsmålet om hvor mange bidragydere, der vil have pengene tilbage, siger han. - Der er et par stykker, der har bedt om det, til dem har vi skrevet et pænt brev, hvor vi siger, at vi vil komme tilbage til sagen. N. K. Strøyberg håber dog, at bidragyderne stadig vil holde fast, når de ser orienteringen om, at de store fonde holder ved. Hvor mange penge, de bidragydere, der har fået kolde fødder, har lovet projektet, vil formanden ikke oplyse. - Procentuelt er det småting, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...