Aalborg

Fonde overvejer støtte til musikhus

Fonde, virksomheder og private har gennem de seneste år støttet opførelsen af Musikkens Hus i Aalborg med større eller mindre pengebeløb. Men hvad sker der nu med de mange penge, som er blevet samlet ind?

Betonpillerne, der skulle understøtte Musikkens Hus, er det eneste, der kom ud af projektet i første omgang. Arkivfoto: Henrik Bo

Betonpillerne, der skulle understøtte Musikkens Hus, er det eneste, der kom ud af projektet i første omgang. Arkivfoto: Henrik Bo

Det spørgsmål trænger sig på, efter at Aalborg Byråd og Sammenlægningsudvalget mandag trak tæppet væk under Coop Himmelb(l)aus projekt. Komiteen til rejsning af Musikkens Hus har samlet ikke færre end 62 mio. kr. ind, og i dag vil komiteen drøfte, hvad den skal stille op. Ifølge komiteens formand N. K Strøyberg kan man ikke uden videre gå ud fra, at alle giverne opretholder deres støtte. Måske vil nogle af dem have deres penge igen, hvis de føler, at de har støttet et projekt, som alligevel ikke bliver til noget. - Jeg kan allerede nu sige, at vi ikke foretager os noget uden forståelse med donorerne. Vi vil følge deres ønsker, hvis der er ret og rimelighed i det, siger N. K. Strøyberg. Ole Kirks Fond, som er opkaldt efter Legos grundlægger, har bidraget med 625.000 kr. Fondsadministrator Morten M. Aagaard er skeptisk og slår fast, at fondens bestyrelse skal have en grundig debat om, hvorvidt fonden stadig vil støtte Aalborg-projektet. - Vi skal tænke os om, for der er en vis forundring hernede (i Billund, red.) over den måde, som projektet har kørt på indtil videre. Projektet er trukket ud og ud, og det er vanskeligt at forholde sig til de informationer, vi får om Musikkens Hus. Vi har efterlyst et klart svar, men det har vi ikke kunnet få. Nu skal vi drøfte, om vi tror på, at projektet overhovedet bliver til noget, siger Morten M. Aagaard. Støtter ideen Hos Tuborgfondet, der har støttet Musikkens Hus med 1,8 mio. kr., forklarer underdirektør Finn Terkelsen, at fonden afventer en orientering om, hvad der nu skal ske i Aalborg. - Det var et spændende arkitektonisk projekt, som der er blevet arbejdet med, og jeg synes, det er synd for Aalborg, at det ikke bliver til noget. Men det er ikke Coop Himmelb(l)aus projekt som sådan, vi har støttet - vi har støttet ideen om et Musikkens Hus. Jeg forventer, at folkene bag Musikkens Hus giver os en melding om, hvad der nu skal ske. Vi har været velorienteret under hele forløbet, og det forventer jeg ikke, de laver om på, siger Finn Terkelsen. Regionsdirektør Erik B. Hansen, Danske Bank, er sikker på, at pengeinstituttet fastholder støtten på 750.000 kr. - plus moms. - Da vi i sin tids besluttede at støtte Musikkens Hus, var det ikke et bestemt projekt, vi tog stilling til men selve ideen. Jeg synes, det er ganske fornuftigt, at man nu vil se tiden an, fordi de økonomiske rammer er sprængt. Jeg håber, at vi får et Musikkens Hus, siger Erik B. Hansen.