EMNER

Fonde sælger virksomheder videre efter få år

KØBENHAVN:Kapitalfonde videresælger de virksomheder, de har købt, efter stadig kortere tid. Tendensen blandt de store fonde går i retning af ejerperioder på helt ned til ét år. Hvor fondene tidligere brugte fem år eller mere på at skabe forandringer og merværdi i deres selskaber, falder gennemsnittet nu til omkring tre år, og i nogle tilfælde endnu mindre, skriver Mandag Morgen. Ugebrevet har fået adgang til den første kortlægning af, hvor længe de udskældte kapitalfonde holder på deres virksomheder. Den stadig kortere tidshorisont bekræfter mange kritikeres fordomme om, at kapitalfonde er kortsigtede ejere, der kun tænker på størst muligt udbytte på kortest mulig tid. Flere danske kapitalfonde beklager også tendensen, fordi den giver branchen et dårligt image. Netop i denne tid er søgelyset herhjemme rettet mod fem britiske og amerikanske kapitalfondes overtagelse af teleselskabet TDC. Oplysningerne er indsamlet af analysehuset Thompson Financial, og der er en klar tendens i retning af kortere ejerskabsperioder, fastslår viceadministrerende direktør David Bernard. - Vi har set det over længere tid i USA, og det sker nu i Europa, siger han. De korte ejerskaber er slået tydeligt igennem på europæisk plan. Kapitalfondene Gamma Capital Partners og Global Equity Partners solgte i januar østrigske ISP Inode Telekom efter kun et års ejerskab. Svenske Industri Kapital solgte det franske selskab Labeyrie efter halvandet år. Og alene i denne måned har fire kapitalfonde afhændet selskaber, de kun har ejet imellem to og tre et halvt år. De enkelte kapitalfonde bliver større og større. Det er først og fremmest pensionskassernes bugnende pengetanke, der bærer den livlige handel oppe. Sidste år blev der i Europa rejst mere end 300 milliarder kroner til kapitalfonde, der køber op blandt “modne” virksomheder. Det er 20 procent mere end året før, og alle forventninger lyder på, at der vil komme endnu flere penge til i år, skriver Mandag Morgen./ritzau/