- Fonden er ikke tæt på fallit

Bidragydere behøver ikke at frygte for deres indskud, fastholder støttekomite

AALBORG:Godt nok har Fonden Musikkens Hus i Nordjylland kun 31 millioner kroner tilbage i likvide midler, men de er ikke tæt på fallit. Fonden har penge nok til at betale de efterregninger, der følger i kølvandet på det droppede projekt. Det siger N.K. Strøyberg, der dels har plads i fondens bestyrelse og dels er formand for Komiteen til rejsning af Musikkens Hus i Nordjylland. Han er langt fra tilfreds med overskriften på NORDJYSKE søndag om, at fonden risikerer at gå fallit. Men han afviser ikke NORDJYSKEs tal, der siger at fonden kun råder over 31 millioner i likvid kapital, og at egenkapitalen er nede på 55 millioner. Tallene er da også hentet fra et perioderegnskab, som Fondens revisionsfirma, Mortensen og Beierholm, udarbejdede. - Det regnskab, der siger, at vi har en egenkapital på 55 millioner kroner, er en slags worst case scenario, som vi fik vores revisor til at udarbejde. Her nedskriver vi værdien af hele projekteringsfasen, selvom der formentlig er visse ting, vi godt kan genbruge i det næste projekt, siger N.K. Strøyberg. Ifølge formanden for støttekomiteen vil der være rigeligt med penge til at dække udgifterne til de forlig, der lige nu er ved at blive forhandlet på plads med de forskellige leverandører til projektet - blandt andet Coop Himmelb(l)au. Han vil dog ikke sætte tal på hvor mange penge, der forhandles om. - Men overordnet set er der penge nok. De folk, der har støttet projektet har ikke grund til at frygte at deres bidrag går til at dække et underskud, siger N.K. Strøyberg.