Fonden gav sig ikke en centimeter

Fronterne blev trukket op, mens modstandere og tilhængere spiste pålægskagemand

Der har været holdt møder både i Nellemanns Have og andre steder, men lige lidt har det flyttet holdninger - fondens bestyrelse gjorde det meget klart, at hvis byrådet giver grønt lys for det, så bliver der bygget boliger i haven, og sådan er det bare. Arkivfoto

Der har været holdt møder både i Nellemanns Have og andre steder, men lige lidt har det flyttet holdninger - fondens bestyrelse gjorde det meget klart, at hvis byrådet giver grønt lys for det, så bliver der bygget boliger i haven, og sådan er det bare. Arkivfoto

SÆBY:Gumle, gumle, gumle. Vi sidder i kantinen på Sæby Rådhus og spiser pålægskagemand, og mens rejer, majonæse og saltkød forsvinder ned i mavesækken, begynder det altafgørende spørgsmål at spire frem i gange og korridorer: Er bestyrelsen i Nic. Nellemanns Fond villig til at indgå i et samarbejde med Nellemanns Haves Venner? Velbekomme! Fronterne trukket Torsdag aften havde Fonden inviteret Havens Venner til et dialogmøde, men det stod hurtigt klart, at der ikke ville komme noget konkret ud af anstrengelserne. Fronterne mellem de to bestyrelser blev trukket ganske kraftigt op, mens samarbejdet blev i skyggen. Formanden for fondens bestyrelse, Hans Krarup Olesen, bød først på en let middag, og derefter gik alle ind i en stegende varm byrådssal. Med hensyn til spørgsmålet om et samarbejde, skar Hugo Weesgaard - fra fondens bestyrelse - tingene ud i pap. - For to år siden solgte vi grunden til ejendomsselskabet Kuben. Så dét løb er kørt. Vi har sikret os et betinget skøde med en række forbehold. Blandt andet vil fonden sikre, at der ikke bliver tale om flere end de 24 boliger, ligesom vi er med på sidelinien under byggeriet for at tjekke, at det kommer til at se ud, som vi gerne vil have det. Hvis de ting overholdes, og hvis vi får tilladelsen, kan der bygges, sagde Hugo Weesgaard. Men andre ord: Hvis byrådet giver tilladelsen, er der givet grønt lys for et boligbyggeri. Nellemanns Haves Venner skulle lige synke en ekstra gang, hvilket ikke skyldes, at pålægskagemanden forstyrrede ganen. Derimod var det en svær pille at sluge, at fonden har lagt sig helt fast på byggeriet. Alternativ løsning Formanden for Vennerne, Hanne Heilmann, gjorde rede for, hvor vigtigt det er at bevare naturen og konkluderede, at Nellemanns Have er unik. Det blev også gjort klart, at Vennerne allerede nu er i fuld gang med at rejse kapital, så der kan findes en alternativ løsning til boliger. Udover pengene står omkring 200 frivillige klar i kulissen og vil gerne være med til at renovere haven. Men fonden lod sig ikke rokke. Hugo Weesgaard satte en fed streg under, at bestyrelsen i mange år har haft ryggen mod muren, og til sidst var medlemmerne tvunget til at rejse kapital, hvis haven skulle reddes. Fonden har netop til opgave at bevare og passe på Nellemanns Have, lød det. - Den oprindelige have bevares. Vi bygger boligerne i Paradishaven, som slet ikke har den samme historiske interesse. Det område blev anlagt som en dekorationshave efter Nic. Nellemanns død, sagde Hugo Weesgaard. Ninna Olsen fra Vennerne svarede, at det netop er Paradishaven, som folk husker, og at det er Paradishaven, som sæbynitterne gerne vil værne om. Det skinnede klart igennem, at Nellemanns Haves Venner ikke vil tøve med at anke til Naturklagenævnet, hvis byrådet siger ja til boliger. Naturklagenævnet er typisk tre til seks måneder om at behandle en sag. Mødet torsdag aften var på mange måder grotesk. Alle vil nemlig gerne bevare haven, men der er to forskellige måder at opfatte redningsaktionen på. Hans Krarup Olesen håber, at Nellemanns Haves Venner stadig har lyst til at indgå i et samarbejde, selv om der bliver bygget boliger i haven. - Jeg håber, at I vil passe den nederste del af haven, lød det fra Hans Krarup. Skaffer kapital - Bestyrelsen har det formål at bevare haven som en helhed. Jeg kan ikke sige, om vi vil samarbejde, hvis der bliver bygget boliger. Det spørgsmål må bestyrelsen først spørge vore medlemmer om, sagde Hanne Heilmann. Tilhængere og modstandere blev enige om at mødes på et senere tidspunkt, og fra i dag går Nellemanns Haves Venner ufortrødent videre med at skaffe kapital, så byrådet har et reelt alternativ til mødet i august.