Arkitektur

Fondens formand overrasket

Formanden for Fonden Musikkens Hus i Nordjylland, Bent Frank - overrasket.Arkivfoto

Formanden for Fonden Musikkens Hus i Nordjylland, Bent Frank - overrasket.Arkivfoto

AALBORG:Arkitektfirmaet Coop Himmelblau har i løbet af få dage ændret arkitekturen på Musikkens Hus, så dagens planlagte offentliggørelse af et dispositionsforslag er aflyst. – Der er sket det, at Coop Himmelb (l) au er kommet med et forslag til et andet udtryk af husets arkitektur end det, jeg præsenterede for bestyrelsen i sidste uge, det er selvfølgelig en ny situation, som jeg må tage stilling til, siger formanden for Fonden Musikkens Hus i Nordjylland, Bent Frank. I sidste uge så fondens bestyrelse forslaget til det nye Musikkens Hus, men da chefarkitekt for Coop Himmelb (l) au, Michael Volk, i mandags præsenterede det nye forslag for Aalborg Byråd, havde firmaets arkitekter på de få dage eller som formanden med et smil udtrykker det "hen over natten" ændret den ydre arkitektur. – Jeg blev lidt overrasket, men et langt liv med arkitekter har lært mig, at de er kunstnere, og de udfolder sig kunstnerisk. Det var ikke sådan, at jeg rejste mig op og råbte op, men jeg måtte bide tænderne lidt sammen, siger Bent Frank. Han har ikke fået nogen melding fra arkitektfirmaet. – Det har virkelig sat mange ressourcer ind på det. Det, jeg er ked af, er, at det ikke har givet mig et praj, men det har man ikke nået i skyndingen. Han kan i øvrigt bedre lide det forslag, som bestyrelsen så i sidste uge, i forhold til det projekt, som det østrigske arkitektfirma nu har præsenteret for byrådet. Et forslag som borgmester Henning G. Jensen (S) var begejstret for. – Det er jeg så ikke helt enig i, men det er smag og behag. Jeg synes, det tidligere forslag var meget pompøst og meget flot, det var det, som jeg havde drømt om, siger Bent Frank. Han understreger, at når det gælder funktionaliteten og indretningen i Musikkens Hus, har Coop Himmelb (l) au fulgt bestyrelsens anvisninger til mindste detalje. Bent Frank forventer, at bestyrelsen nu får forslaget til det nye musikhus at se i august, og derfor må offentligheden også vente. – Essensen er, at en bestyrelse, der er økonomisk ansvarlig for så mange penge, kan ikke være tjent med, at et projekt bliver ændret, uden at den har set det. Musikkens Hus skulle stå klar i sommeren 2012, og det ændrer de seneste begivenheder ikke på, mener Bent Frank. – Det får ingen betydning for den overordnede tidsplan. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Coop Himmelb (l) au.