Fondspenge i seks portioner

Seks gode formål fik uddelt støtte fra Fonden for Sparekassen Himmerland, der var repræsenteret ved afdelingsdirektør Brian Larsen fra Jutlander Banks privatkundeafdeling i Aars (yderst til venstre). Privatfoto
6. september 2016 06:00

VESTHIMMERLAND: Modtagerne spændte vidt, da der forleden var udlodninger til almennyttige formål fra Fonden for Sparekassen Himmerland.

En af de seks modtagere var Aars Motocross Klub, hvor uddelingen også foregik. Klubben har for nylig indkøbt en ny motorcykel, der er velegnet til de allermindste kørere, der kan være helt ned til tre år gamle. Men en maskine er ikke nok for at slippe unge mennesker løs på banen. Det kræver også et omfattende sikkerhedsudstyr, såsom hjelm, støvler, nyrebælte, brynje og briller. Og til anskaffelse af to sæt sikkerhedsudstyr gav fonden 8.000 kroner.

Det var afdelingsdirektør Brian Larsen fra Jutlander Banks privatkundeafdeling i Aars, der stod for uddelingen, og han kunne desuden overrække Aars Billardklub 20.000 kr. til anskaffelse af nyt streamingudstyr til transmittering af klubbens hjemmekampe via internettet.

Folkevirke Vesthimmerland modtog 3.000 kroner i støtte for foreningens foredragsvirksomhed, og derudover blev der udloddet 7.500 kroner til borde-bænkesæt ved søen i Tvebjerg, 18.000 kroner til en petanquebane ved Bofællesskabet Østre Boulevard 25 for senhjerneskadede, og 25.000 kroner til et aktivitetsområde ved Skørbæk-Ejdrup Friskole.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...