Naturkatastrofer

For 50 øre flodbølge

Det vil ligge mig fjernt at beskylde de danske banker og deres fælles organisation Finansrådet for at være dumme og griske. I hvert fald dumme. Se nu bare aftalen om dankortet, der betyder, at butikkerne skal betale 50 øre, hver gang deres kunder bruger det praktiske lille kort. En regning, mange butikkker naturligt nok sender videre til os kunder. Aftalen hænger sammen med den lille chip, de nye kort er udstyret med for at øge sikkerheden, men terminalerne, der skal betjene chippen, fungerer slet ikke endnu. Alligevel bliver forretninger og dermed vi kunder bonnet 50 øre, for som Finansrådets formand Jørgen Horwitz siger - med en logik så arrogant, som kun en bankbureaukrat kan præstere: - Aftalen indeholder ikke krav om, at chippen skal kunne læses, for at vi kan opkræve gebyrer. Jamen, det siger han. Der er ikke noget, jeg finder på. Men det beviser en gammel påstand: Virkeligheden overgår ofte fantasien. De mest groteske historier i pressen er ikke skabt af løgnagtige journalister, men af mennesker i noble jakkesæt. Så vidt jeg ved, var der eksempelvis ingen journalister blandt selskabstømmerne - det klarede folk fra erhverv i pænt tøj så udmærket selv. Derfor undrer det mig, hver gang en ny undersøgelse viser, at journalister står lavt på listen over erhverv, der nyder folks tillid - mens advokater og revisorer får flotte karakterer i den anden ende. Vi journalisters fejl har i hvert fald en fordel: De er til at få øje på, for de kommer som regel i mange tusinde eksemplarer. Den værste udgang på balladen omkring dankortet vil være, hvis kortet forsvinder og bliver afløst af en stribe forskellige kort. Den danske løsning er nemlig både velfungerende, billig (også for bankerne) og temmelig enestående. Det samme kort bruges af næsten alle voksne danskere, og det kan anvendes i næsten alle landets forretninger fra de mindste til de største. Vi behøver kun have et kort hver - i stedet for Mastercard, Eurocard, Visakort og hvad de ellers hedder allesammen. Ugen, der fordufter til midnat, blev anderledes end de foregående. Efter 14 dage med katastrofen ved Det Indiske Ocean øverst på alle forsider og forrest i alle tv-nyheder, lykkedes det dankort og stormvejr at skubbe tsunamien ned på tredjepladsen. Hverken huse eller skove ser godt ud efter sidste lørdags orkan. Til gengæld er navne som Stihl, Husqvarna og Jonsered pludselig blevet vældigt populære: Effektive motorsave og mænd, der kan styre dem sikkert, er eftertragtede, for mange væltede træer vil ende som brænde i stedet for tømmer. Heldigvis er der plads til mere i min brændestabel. Mange husejere må i gang med store reparationer på især tage, men hjemme hos os slap vi billigt - blot væltede det gamle plankeværk nok en gang. Efter stormen i '99 blev det nødtørftigt sat sammen, men denne gang skal det gøres ordentligt, for træet er efterhånden så råddent, at Store Stygge Ulv kan blæse det omkuld, selv på en dag, hvor astmaen plager ham. Dansken bliver ofte beskyldt for at hygge sig i smug, mens verden brænder. Vores optagethed af de 50 øre i gebyr og stormvejret viser, at den iagttagelse fortsat passer. Kynisk betragtet kan de millioner af nødstedte i Indonesien og Sri Lanka glæde sig over, at vesterlændinge i al almindelighed opfører sig på samme måde som danskerne: Midt i katastrofen var det asiaternes held, at stormfloden tog nogle hundrede eller tusinde europæere med blandt de flere end halvandet hundrede tusinde lokale. Dét sikrede opmærksomheden og milliarder af dollar til nødhjælp. Havde flodbølgen i stedet kun ramt Sumatra, havde nyheden haft samme levetid som et jordskælv i Iran - nogle få dage. Hjælpen var også blevet udmålt i millioner i stedet for milliarder. Lyver jeg? Er jeg for kynisk? Dem, der vil påstå det, burde måske finde torsdagens udgave af denne avis frem og slå op på side 10. Overskriften lyder: Sult truer to millioner etiopere. Også Congo og Darfur i Sudan er ramt af menneskelige katastrofer, AIDS dræber tre millioner mennesker hvert år - FN har endda opregnet en liste over 20 katastrofer kloden rundt, der alle til en vis grad kan afbødes med massiv indsats. Men pengene og hjælpen går næsten udelukkende derhen, hvor vesterlændinge er blevet dræbt, og hvorfra tv og aviser har vist talløse billeder. Der er da tankevækkende. Så lad mig gentage den opfordring, som stod at læse på dette sted for en uge siden: Husk Afrika. Send 100 kroner til de millioner, der er truet af sult. Og betal gerne med dankortet, om det så skal koste 50 øre ekstra. Opfordringen gælder ikke nødvendigvis "firmaet" Tele Complete, der overbød alle andre ved at love tre millioner kroner til ofrene i Sydøstasien. At skaffe pengene var ikke noget problem, lød det selvsikkert fra salgsdirektøren, der lod forstå, at han var ud af en rig familie. Hjælpeorganisationerne har ikke set en krone endnu, og løftet om personligt at rejse ned for at give en hånd med bliver næppe heller opfyldt. Det lille "firma" har indtil flere direktører, men de er bange for epidemier. Sådan et par små prik med vaccine hos lægen gør skam også meget ondt.... God søndag! Søren Beukel Bak soeren.bak@nordjyske.dk