Frederikshavn

For billige tilbud

Frederikshavn Minibusser mener, at vognmænd sælger sig for billigt til NT.

Brian Bertelsen og Bruno Kirkegaard, der ejer Frederikshavn Minibusser, mener at NT medvirker til at presse prisen for specialkørsel.

Brian Bertelsen og Bruno Kirkegaard, der ejer Frederikshavn Minibusser, mener at NT medvirker til at presse prisen for specialkørsel.

For nylig havde Nordjyllands Trafikselskab sendt deres specialkørsel i udbud. Specialkørslen består blandt andet af handicap og sygehuskørsel. Her gav Frederikshavn Minibusser et tilbud, men af de 69 der havde givet et bud, lå de klart i den dyreste ende. Brian Bertelsen, der er medindehaver af Frederikshavn minibusser mener, at Nordjyllands Trafikselskab ved at tage imod de billige tilbud er med til at dumpe kørselspriserne. - I NT's udbud står der, at urealistiske tilbud vil blive forkastet. Det vil jeg mene, at nogle af de tilbud, som NT har taget, er. Tilbuddene viser tegn på, at vognmændene ikke kan regne, eller at de ikke følger reglerne, siger Brian Bertelsen. Det afviser Nicolai Sørensen, der er kundechef hos NT for kunder og Specialkørsel. - Der er ikke tale om prisdumping men et marked i konkurrence, siger Nicolai Sørensen. Han fortæller, at de hos NT ikke har nogen prismæssig tommelfingerregel for, hvad et urealistiske tilbud er. - Det, vi ser på, er om, vi får den vare, vi har bedt om i forhold til bilens stand, rengøring og chaufførernes påklædning, siger Nicolai Sørensen. Brian Bertelsen mener, at de lave priser kan være med til, at Danmark ender med polske tilstande, hvor chaufførerne ikke får den løn, de skal have. - Alene lønninger til en chauffør er på 176,63 kr., dertil kommer busomkostninger, derfor koster det Frederikshavn Minibusser minimum 326,44 kr. at have en bil kørende i en time, når man regner med, den kører 37 timer om ugen, siger Brian Bertelsen. Og han mener ikke, deres udgifter er meget anderledes end dem, de andre vognmænd har. Han understreger, at det ikke er fordi, han er sur over, at andre vognmænd kommer med bedre tilbud end dem, at han råber op. Men fordi, han mener, det er urealistisk, at nogen kan give tilbud på 250 kr. for en time, uden at bryde reglerne. - Nu er markedet ikke så enkelt, som han gør det til, siger Nicolai Sørensen. Han mener ikke, man kan fastsætte en minimumspris som Brian Bertelsen gør. - Der er stor forskel på, hvor meget vognmandsselskaberne har brug for at tjene på deres kørsel for os, siger Nicolai Sørensen. Han oplever, at nogle vognmænd har kontrakter med andre selskaber, der gør dem i stand til at tilbyde NT en lavere pris. - Desuden er det ikke sådan, at fordi en vognmand kører til en lav pris, så bliver chaufføren underbetalt, siger Nicolai Sørensen. Han mener desuden ikke, det er NT's opgave at forhindre prisdumping, men en sag der bør foregå hos lønmodtageren og fagforeningen. - Det er vores opgave som kommunale indkøbere at opnå den bedst mulige pris, slutter Nicolai Sørensen af.