For de lidt klogere børn

"Arrietty"

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lånerne bliver opdaget af tjenestepigen Sadako. Og hun ringer straks til skadedyrsbekæmperne. For hun vil have de tyvagtige små-mennesker ud af huset.

Der er noget mærkeligt over japanske tegnefilm. De er ofte blottet for humor. De har sjældent et egentligt plot. De har ofte en fuldstændig åben slutning. Og de er hamrende fascinerende. Når man vælger at lave en film uden humor, uden plot og med åben slutning, har man forsyndet sig mod alt, hvad der står i den store manual over, hvordan man laver animationsfilm. Den slags må man bare ikke. Og ikke desto mindre lykkes det gang på gang. Ved første øjekast ligner denne film et værk af den japanske mester-instruktør Hayao Miyazaki. Det er ham med "Chihiro og heksene", "Det levende slot", "Kiki - den lille heks" og masser af andre titler, der forlængst har indforskrevet sig i animationsverdenen som mesterværker. Især blandt feinschmeckerne. Men "Arrietty" fortæller på intet sted i sine rulletekster, hvem der står bag. I hvert fald ikke med et alfabet, som denne anmelder kan forstå. Så først hjemme igen finder jeg ud af, at filmen er instrueret af Hiromasa Yonebayashi. Han er elev af Hayao Miyazaki, som da også er forfatter til filmen. Filmen handler om de små mennesker, der lever i revner og sprækker under husene. Disse mennesker er 10 centimeter høje, og de har indrettet sig med en parallel-verden, der fungerer præcis som vores. De lever bare skjult for os. Men side om side med os. Og disse små væsner lever af at stjæle fra os rigtige mennesker. De stjæler ting, som vi kan undvære. De kan for eksempel leve i ugevis på en sukkerknald. Og hvem savner en sukkerknald i sukkerskålen? Eller en serviet eller et salatblad. Væsnerne siger ikke selv, at de stjæler fra menneskene. De låner. Og de kalder sig selv for "Lånerne". Og dermed er der - igen - sket det, som ofte sker i japanske tegnefilm: De låner fra det europæiske univers. I dette tilfælde har man lånt masser af detaljer fra den engelske forfatter Mary Norton. Hun skrev i 1950'erne en stribe bøger om "Lånerne". Nogle hyggelige eventyr som øjeblikkeligt blev verdensberømte og populære dengang for små 60 år siden. Miyazaki har ført fortællinger op til nutiden. Her er mobiltelefoner og andet nutidigt gejl. Og historien foregår i en forstad til Tokyo, hvor der ligger et hus i en vildtvoksende have. Her kommer drengen Sho på besøg. Han støder ind i den lille 14-årige låner-pige Arrietty. Men for lånerne er det en vigtig præmis i livet, at hvis de bliver set af et menneske, så må de flytte. Drengen Sho er alvorligt syg og skal have opereret sit hjerte. Og pigen Arrietty er træt af at leve en beskyttet tilværelse, hvor hun ikke må være i kontakt med omverdenen. Det gør, at hun får lyst til eventyr. Det gør, at hun bliver set. Det gør, at familien må flytte. Filmen frarådes under 7 år, og det er fair nok. Ikke fordi filmen er farlig eller på anden måde ubehagelig for mindreårige. Men fordi filmen er så anderledes, at den kræver noget mere af sit publikum. Dette er en film for de mere kræsne 7 til 11-årige, som er indstillet på at tage intellektet med i biografen. Som er indstillet på, at de skal udfordres i modsætning til den sædvanlige strøm af amerikanske Pixar-, Disney-, Dreamworks- og hvad-ved-jeg-film, der er voldsomt velproducerede med smukke billeder, plot og grin. Her skal de små tilskuere i stedet læne sig tilbage i sædet og nyde fortællingens kunst. Nyde filmens tempo. Nyde at det ikke så meget handler om at redde verden, men nok så meget om, at dette er en fortælling, det er uendeligt rart at se på, så længe det står på. Hiromasa Yonebayashi startede som tegner hos Miyazaki, men han har alligevel en lidt anderledes streg. Baggrundene er de samme: Smukke akvarel-agtige tegninger med landskaber, haver, huse, indbo og meget mere. Baggrundene er i øvrigt uhyre detaljerede og sjove. De små mennesker har jo lånt med arme og ben fra de rigtige mennesker. Det betyder, at det store vægur i virkeligheden er et lille armbåndsur uden rem. Billederne på væggene er frimærker i rammer. En stige er lavet af hæfteklammer. Og således er alt menneskeligt brugt særdeles finurligt i de små menneskers verden. Men personerne er skildret lidt anderledes. Der er mere manga over disse. Øjnene og ansigter er anderledes. Men det fungerer glimrende. Dette er en tegnefilm for de lidt klogere børn. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "Arrietty" (Org. titel: "Kari-gurashi no Arietti") Instruktin: Hiromasa Yonebayashi 1 time og 34 mitter, frarådes under 7 år Danmarkspremiere juledag.