EMNER

For de udvalgte?

SOLIDARITET:Den nye formand for LO i Aalborg, socialdemokraten Anna Kirsten Olesen, opfordrer (24.9.) Kristelig Fagbevægelse til at stå på egne ben. Vi står skam på egne ben, men vi vil gerne være fri for at blive trådt over tæerne af LO. Jeg synes, det er ærgerligt for de mange tusinde lønmodtagere i Danmark, som ikke er omfattet af en overenskomst, at Anna Kirsten Olesen og LO ikke vil være med til at hjælpe dem til de samme vilkår som de lønmodtagere der i forvejen er omfattet af en overenskomst. Hvorfor skal retten til at holde fri, når éns barn bliver syg, kun være forbeholdt overenskomstansatte lønmodtagere? Kristelig Fagbevægelse synes ikke, det er rimeligt, at rengøringsassistenten på fabrikken ikke skal have de samme minimumsrettigheder som kontorassistenten på kontoret? Selvom LO i Aalborg har fået ny formand, så holder man åbenbart stadig krampagtigt fast i, at solidariteten kun skal være for de få udvalgte. I Kristelig Fagbevægelse vil vi gerne være med til at skabe bedre løn- og arbejdsvilkår for alle på det danske arbejdsmarked og ikke kun for medlemmer af LO eller af Kristelig Fagbevægelse for den sags skyld. Det synes vi er almindelig sund fornuft.