Havne

For dyrt at flytte Læsøfærgen til Sæby

Formanden for Frederikshavn Havn, Niels Bach, tror ikke på, at Læsøfærgen kan spare penge ved at bruge Sæby Havn som anløbshavn på fastlandet i stedet for Frederikshavn.

Det vil simpelthen være for dyrt at etablere sig i en ny havn. - Der ligger jo nogle kæmpe investeringer forude til et nyt havneanlæg, mens man i forvejen har et udmærket eget havne]anlæg, siger Niels Bach. Samtidig undrer han sig over færgeselskabets reaktion, som kom i kølvandet af, at forhandlingerne om prisen for at besejle Frederikshavn Havn brød sammen. - De vil undersøge, om det er billigere at sejle til Sæby, og det tvivler jeg på, da vi har givet dem et tilbud, der betyder, at de kan sejle til Frederikshavn billigere de næste mange år, end de har kunnet i meget lang tid, siger Niels Bach. Skulle Læsøfærgen flytte til Sæby betyder det ikke det store økonomisk for Frederikshavn Havn isoleret set, men Niels Bach vil på byens vegne ærgre sig over det. Så han håber, at færgeselskabet - set med Frederikshavn Havns øjne - kommer til fornuft, og bliver, hvor man er. Det samme gør Ejvind Nielsen, formand for Handels- og virksomhedsforeningen Frederik. - Det vil være meget uheldigt, hvis Læsøfærgen ikke længere skulle anløbe Frederikshavn og det kan ikke passe at man ikke kan snakke sig til rette om en ordning, siger Ejvind Nielsen, der mener, at det også må være i læsøboernes interesse. grillo + hac