EMNER

For få dillettanter

Der var ikke nok aktører, som tilmeldte sig til årets dilettantforestilling, derfor blev den ikke til noget i år. Men formanden for Gedsted Musik- og Teaterforening Niels Heebøll kunne på årets generalforsamling berette, at det ikke vil forhindre foreningen i at forsøge igen næste år.

Foreningen har haft arrangeret hele tre teaterture ud af byen, en gruppe var i Viborg for at se "Jesus Christ", en gruppe børn og voksne var i Aalborg for at se "Mio, min Mio" og endelig skal der her midt i maj 28 Gedstedborgere afsted til Århus for at se "Prinsesserne" på Svalegangen. Lige nu er teksterne til årets revy ved at være klar, så revyholdet kan komme i gang med at øve sig på skæve kommentarer og humoristiske vinkler på årets gang i Gedsted og Omegn. Musik- og Teaterforeningen kommer ud af året med en ganske fornuftig økonomi takket være støtten fra foreningens medlemmer, Kulturelt Samråd i Aaestrup, Nordeas Fond og ikke mindst et godt bidrag fra sidste års byfestoverskyud. Til bestyrelsen genvalgtes Jytte Andersen og Niels Heebøll, som fortsætter som formand, mens Tove Jensen efter mange års bestyrelsesarbejde ønskede at takke af. Som ny valgtes Niels Bonnerup, som dog først træder i aktiv tjeneste, når byfesten er godt overstået, da den for tiden lægger beslag på al ledig tid. Udover de nævnte består bestyrelsen af Erling Frosch som kasserer og Nina Christensen som sekretær. Af Kristina Viktoria Ditlev - kristina.ditlev@nordjyske.dk