Fiskeripolitik

For få fisk til trawlfiskeri

Fødevareministeren har travlt for tiden. I et hidtil uset tempo og omfang, farer han land og rige rundt

med sit nye forslag til fremtidens fiskeri. Han vil forære fiskekvoterne, ikke til fiskerne, men til fartøjsejerne og bankerne. Et stort flertal blandt fiskerne er imod, det samme er Folketinget og miljøorganisationerne. For taler embedsmændene, bankerne og toppen i Danmarks Fiskeriforening. Embedsmændene vil have systemet (de har selv udtænkt det), for det kan lægge låg over omfattende ulovligheder som embedsværket har givet økonomisk støtte til og set gennem fingrene med i mange år. Bankerne har brug for værdien af kvoterne da det giver mere sikkerhed for de store lån, de har ude at svømme i dansk fiskeri. Og de store trawlere og toppen i Danmarks Fiskeriforening skal have det, da det måske vil redde dem fra en truende konkurs. Ministeren påstår, mod bedre vidende, at han vil have dette system af hensyn til fiskerne og ressourcerne. Det passer ikke, for så skulle han sikre det brede fiskeri og de mange fiskere. Ministeren påstår, at det giver et mere bæredygtigt fiskeri, og en bedre ressourceforvaltning. Det passer heller ikke og derfor er alle, bortset fra ovennævnte interesser, imod. Tilbage står ministeren nu med Dansk Folkeparti. Hvis DF opretholder den erklærede modstand mod ministerens planer, så er der ingen vej tilbage, så kan ministeren ikke komme igennem Folketinget, så må han lægge sit fiskeripolitiske regeringsgrundlag på is. Fødevareministeren kan og bør heller ikke andet. Han behøver ikke at se længere end til Norge, her vil den nye regering, have stoppet og tilbageført kapitaliseringen af kvoterne. Så kan ministeren ikke få Socialdemokratiets støtte til denne store omlægning af dansk fiskeri, så bør han stoppe. For dansk fiskeri har mindst af alt brug for en "panik for lukketid" løsning. Fremtidens fiskeri kan og bør ikke bygges på fortidens ødelæggelser, men på en bred politisk støtte i Folketinget, til de nødvendige reformer af fiskeriet, som alle er enige om at der er meget behov for. Og lad så blot denne nødvendige reform tage udgangspunkt i de erhvervspolitiske borgerlige dyder der siger: "Lad falde som ikke kan stå". Der er ikke for mange fiskere til for få fisk, som ministeren ynder at påstå. Der er for få fisk til store dele af det trawlfiskeri, som regeringen forsøger at holde i live. Det samme ubæredygtige trawlfiskeri, som overalt i EU, kræver offentlig støtte til brændstoffet, for at kunne komme på fiskeri. Fremtiden er løbet fra dette energitunge trawlfiskeri - lad det falde.