For få højdepunkter

CD POP/ROCK Sparkler: "Magnifying Glass" Bag et omslag, der signalerer lydspor til en ny film, gemmer sig 11 sange af og med et nyt dansk rockorkester, samlet omkring sangerinden og sangskriveren Freya. Efter to soloplader, "Tea With the Queen" fra 1999 med hittet "Yellow Ladybird" og "Chasing My Tale" fra 2001, har hun fundet sammen med først og fremmest guitaristen og med-sangskriveren Rune Westberg (bag en noget mere overset soloplade fra 2001, "Rune Westberg"). Sammen med trommeslageren m.m. Kåre Kabel Mai, bassisten Peter Kjøbstedog guitaristen m.m. Jacob Gurevitsch har de skabt Sparkler (engelsk for "stjernekaster"), som står for tæt, meget live-agtig og forholdsvis energisk syng-med-rock. Mangler "Magnifying Glass" noget, er det ét eller flere samlende enkeltnumre, der virkelig skiller sig ud. Der er ellers visse optræk til det i den delvist Phil Spector-inspirerede "Tiger" med en heftig tekst om en kvinde, der æder sig ind på andre. En storforbruger af andre mennesker: "She eats them up; spits them out". Og der er også - undskyld udtrykket - bid i teksten til den kønne titelmelodi om et kærlighedsforhold, der kun forstørrer og lægger til og virker som et elektrochok. Det tager tid at lytte sig ind på Sparklers rockunivers, der går for at være inspireret af ikke bare Phil Spector, men også eksempelvis Emmylou Harris og Sheryl Crow, og der er da også en del "country-knæk" i Freya markante, meget sødmefyldte stemme, som står centralt i et lydbillede af en intim og særligt vellykket aften i øvelokalet. Ove Nørhave love.noerhave@nordjyske.dk Sparkler: "Magnifying Glass" Sony Music Udkommer i dag