For få søgte job som skoleleder

Udvalgsformand afviser, at nedskæring i ledelsetid har skræmt ansøgere

HOBRO:Seks søgte stillingen som ny skoleleder på Bymarkskolen i Hobro. Tre har været til samtale, men alligevel genopslår kommunen stillingen. Bag den beslutning står ansættelsesudvalget, som består af skolebestyrelsen, børne- og kulturudvalget og skoledirektøren. - De tre, vi har haft til samtale, er alle yderst kvalificerede. Men ansættelse af en skoleleder er en beslutning, der kan gælde 20 år ud i fremtiden. Derfor er det en følsom affære, og alle vil være helt sikre på, at vi får den rette. Derfor ønsker vi et bredere felt at vælge fra, siger Jan Hviid (V), formand for børne- og kulturudvalget. Han havde håbet på flere ansøgere end de seks og tror, at den korte svarfrist midt i sommerferien forklarer tallet. Samtidig afviser han, kommunens beslutning om at skære ned på skoleledelsestiden og den megen debat om emnet har indvirkning på antallet af bejlere til inspektørjobbet. Han tror heller ikke, at det har haft betydning, at formanden for 3000 danske skoleledere, Jens Færk, i Nordjyske Stiftstidende direkte advarede sine medlemmer mod at søge job i Hobro, fordi kommunen stik mod den generelle tendens tildeler skoleledelserne færre ressourcer. - Jens Færks udtalelser var rent lobbyarbejde. Som formand for skolelederne skal han jo sige sådan. De tre ansøgere, vi har haft til samtale, har alle sagt, at de er glade for, at lederen også skal have undervisningstimer og på den måde får den nære kontakt til eleverne, siger Jan Hviid. Den ledige stilling opstod, da Steen Pedersen før sommerferien sagde op. Den nye ansættelsesrunde betyder, at viceinspektør Hans Chr. Jørgensen nogle måneder endnu må fungere som leder på Bymarkskolen.