For få tilbud til de unge

Thise 19. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: - Der er for få tilbud til de unge. Det er den besked vi får fra de unge. Det fortæller klubleder Kurt Thaagaard fra Thise Ungdomsklub. - Når man oplever de unge på en sådan tur og får snakket med dem om deres dagligdag, er et gennemgående tema, at der findes for lidt tilbud til de unge. - De mangler et godt værested, hvor de sammen kan knække livets svære nødder eller bare være sammen i hyggelige omgivelser. - Vel er der mange, der dyrker sport med mere, men der er også mange, som ikke har interesse i disse udfoldelser. De unge har virkelig brug for et sted, hvor de uden deres forældre kan udfolde sig på alle felter, siger Kurt Thaagaard. - Det må da være vigtigt, at de unge mennesker ikke kun er overladt til gaden, for at være sammen. Det fører sjældent noget godt med sig. - Ungdomshuset er en mulighed, men det ser ud til, at der ikke er politisk vilje til at føre dette projekt helt til ende. Økonomien kradser, siges der. Men det bliver noget dyrere i den sidste ende, hvis man lader de unge i stikken uden at give dem et ordentligt være/fristed. Jeg ved, at der er mange gode kræfter i gang i ungdomshuset, men hvad hjælper det, hvis de ikke får ordentlige muligheder rent lokalemæssigt og personalemæssigt. - Det er godt ungdomsskolen så formår at arrangere en tur af denne karakter sammen med alle de andre tilbud, skolen udbyder. Men jeg håber så inderligt, at ungdomshuset bliver en realitet inden så længe, siger Kurt Thaagaard. Han siger, at han er tilbageholdende med at sende unge fra Thise til Brønderslev. - Mange ønsker slet ikke at tage til Brønderslev, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...