For få unge i Skagen vil dykke

Vejret prægede 2007 for Skawdyk

SKAGEN:Ifølge en ¿gammel¿ vittighed er dykkere ligeglade med om det regner - de er jo alligevel under vand. Men det gælder nu ikke helt, ifølge formanden for Skagen Sportsdykkerklub, Thomas Gade. Af hans beretning på foreningen generalforsamling fremgår, at klubben i den våde sommer i fjor mistede en del medlemmer, især unge, og det tilskriver han det dårlige vejr. Thomas Gade understreger derfor i beretningen, at der i år skal gøres en ekstra indsats for at få flere til at dyrke sportsdykning, og der arbejdes i bestyrelsen på at lave arrangementer, som retter sig mod specielt mod unge. Sportsdykkerklubben har nu 115 medlemmer. Selv om dykkerklubben har eksisteret i mange år og der har været dykket ved alle strande ved og i nærheden af Skagen, kan der stadig findes gammelt nyt. Af beretningen fremgår, at et af medlemmerne, Hans Gaver, i 2007 fandt et nyt stort vrag ud for Spirbakken syd for Gl. Skagen. Der har været dykket på vraget, men man mangler endnu at undersøge det nærmere og at få det målt op. - Det var der egentlig lagt op til en gang i fjor, men selv om der var fint vejr oven vande, var der stort set ingen sigt under vand, fortalte Thomas Gade. På generalforsamlingen blev der indvalgt to nye medlemmer i bestyrelsen. Det er John Andersen og Hans Henrik Jørgensen.

Forsiden