For få vil hjælpe udstødte

Der er så stor mangel på frivillige, at varmestuerne nu beder om kommunal støtte for at få det til at løbe rundt.

Hjemløse mænd og kvinder fra for eksempel Rumænien kan ikke uden videre smides ud af Danmark. Arkivfoto: Hans Ravn
Arbejdsløshed 25. august 2007 00:27

Der er ikke mandskab nok til at tage sig af misbrugere, psykisk syge og udstødte, der har brug for et måltid mad, lidt varme og menneskelig omsorg. Det er især på varmestuer og i krisecentre, at hjælpen udebliver. Blandt andre Kirkens Korshær beder nu Aalborg Kommune om penge til at ansætte folk for at få behovet dækket. - Klientellet bliver tungere og tungere. Vi har fået mange flere psykisk syge og stofmisbrugere, og det tiltrækker ikke ligefrem nye frivillige, forklarer rådsformand i Kirkens Korshær i Aalborg, Ove Sørensen. I Frelsens Hærs varmestue, Aalborg, er der heller ikke frivillige nok. - Vi havde to personer i aktivering, men på grund af den høje beskæftigelse har vi ingen aktiverede lige nu, siger daglig leder Leif Munk og tilføjer, at der mangler fem frivillige. På Frederikshavn Krisecenter er Lis Schmidt frivillig og har været det igennem en årrække. - Folk er bange for blod og brækkede næser, men det oplever vi slet ikke. Og så er pensionisterne blevet en gruppe, som mange organisationer og kommuner bejler til i det frivillige arbejde, siger Lis Schmidt. Men forklaringen er også en holdningsændring i samfundet, mener lektor på Aalborg Universitet, Morten Ejrnæs. - Regeringen har gang på gang påpeget, at det skal kunne betale sig at arbejde. Man kan arbejde, hvis man vil, og det mantra er slået igennem i befolkningen. Solidariteten omfatter ikke de allersvageste. Der er en udbredt holdning om, at det kan jo være, at det er deres egen skyld, at de ikke kan forsørge sig selv, forklarer Morten Ejrnæs. Regeringen har afsat millioner til at forbedre forholdene for de udstødte og hjemløse. Men det er heller ikke der, problemerne begynder, mener Morten Ejrnæs. - Det er folk på kontanthjælp, som stadig bliver fattigere. De skubbes ud af samfundet, og nogle ender altså på varmestuerne. Vores medfølelse og vilje til at hjælpe dem bliver ødelagt, når regeringen påstår, at det er deres egen skyld, siger han. kirsten.pilgaard@nordjyske og lise.stenbro@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...