For fællesskab og kongehus

Diplomaten Ove Ullerup overtager generalmajorens sovsekande og bliver ny Hofmarskal til efteråret. Han er en sindig sønderjyde, der vil arbejde for fællesskabet

Spøgefuglene har hurtigt været på spil. "Hofmarskallatet", står der med sirligt svungen skrift på et ark papir, der er klistret henover Ove Ullerups normale dørskilt på den lange gang i Udenrigsministeriet. "Vent uden for til De bliver tilsagt af ceremonimesteren" er der tilføjet nedenunder. Bag døren og de to sekretærer venter der dog en anderledes ydmyg mand, hvis telefon en gang i sidste uge - nærmere vil han det ikke - ringede med en uventet herre i den anden ende. - Det var Hofmarskal Søren Haslund Christensen, der spurgte om jeg ikke ville komme over og få en snak, fortæller 51-årige Ove Ullerup. Han var overrasket, og så alligevel ikke - der havde været nogle uofficielle "kontakter", som Ove Ullerup vælger at udtrykke det. Derfor havde Ove Ullerup og hans kone Bodil snakket om muligheden. Men reelt anede han intet, og selv om han var lidt spændt, tog han over til sludderen uden de store forventninger. - Det kunne både handle om jobbet, men det kunne også handle om alt muligt andet. Men vi satte os ned og snakkede faktisk længe om løst og fast. Så begyndte han lige pludselig at snakke om sit job, og han endte med at sige "Var det noget, du kunne være interesseret i?", siger Ove Ullerup. Han svarede "ja" - og derefter talte de kort om nogle formaliteter, som den kommende Hofmarskal heller ikke vil ud med. Ove Ullerup er nemlig en sindig sønderjyde, der gør en dyd ud af de erfaringer, han har efter mere end 25 år som diplomat. En mand, der hellere siger for lidt end for meget og som gerne tænker længe over spørgsmålene. Og går man for tæt på, lukker han hurtigt i - bliver lidt sønderjysk, om man vil. Men Ove Ullerup indrømmer gerne, at han ikke aner, hvordan han fik jobbet - for det er ikke ét, han har søgt. - For at være helt ærlig: Jeg ved det virkelig ikke. Det er nogle processer, som jeg slet har styr på, siger den tidligere ambassadør. Udemokratisk Kongehus Bombastiske meldinger om Kongehuset og dets fremtid holder kornhandlerens søn fra Toftlund sig klogeligt fra. Man kunne godt have troet, at en tiltrædende administrerende direktør ville have nogle visioner for sin nye virksomhed, men han siger intet: - Jeg kender slet ikke nok til min kommende arbejdsplads til at have nogle færdigsyede meninger. Når man starter på et nyt arbejde - det gælder vel alle steder, men nok særligt her - så er det en god ide at føle sig lidt frem og ikke melde ud om det ene og det andet, før man lige har set sig lidt omkring, siger Ove Ullerup. Heller ikke om den kommende arbejdsgiver vil han sige noget. Dronningen har han i sin hidtidige karriere kun mødt overfladisk et par gange i forbindelse med repræsentationer, og han vil ikke ud med om, han har mødt hende i forbindelse med sin nye ansættelse. Og prøver man få ham til at sige noget om Kongehusets rolle i et moderne demokrati, er der heller ikke bid. - Jeg synes ikke, man skal anmelde sin arbejdsgiver, og om Kongehuset vil jeg kun sige, at jeg synes de repræsenterer dette land fantastisk fornemt, siger Ove Ullerup. Og mere får man ikke lokket ud af ham. Næsten ikke, for han vil gerne fortælle hvilke ledelsesværdier, han sætter pris på. - Det, som jeg synes er interessant ved det job - som ved så mange andre lederjob - er at få staben til at sammen trække i samme retning. Det handler om at skabe en holdånd; et fællesskab, siger Ove Ullerup Erfaringen Egentlig havde han aldrig forestillet sig, at han skulle være noget ved hoffet. - Jeg troede, at jeg skulle være advokat, men det blev jeg ikke. Som nyuddannet blev jeg ansat i FN's Flygtningehøjkommissariat, og der blev jeg udstationeret i Thailand, hvor min opgave var at beskytte flygtninge, fortæller Ove Ullerup. En spændende og lærerig tid, og da han kom hjem blev han ansat i Udenrigsministeriet, hvor han siden har haft forskellige job - det mest profilerede var de fire år som ambassadør i Vietnam, som han var meget glad for. Og netop ballasten, som altså rækker fra de usle flygtningelejre til de højglanspolerede gulve, mener Ove Ullerup selv hører de værktøjer, som han kan få glæde af i sit nye job. - Jeg har prøvet mange forskellige situationer. Stået i flygtningelejre med tusindvis af mennesker, som har brug for hjælp, men også været med til at styre et større officielt besøg. Den spændvidde, det har været i mit arbejde, er jeg sikker på, kommer mig til gavn. Han har prøvet både at skulle håndtere almindelig hverdag og nødvendig krisestyring. - Fordelen ved at have arbejdet i diplomatiet er jo, at man lærer at komme hurtigt ud af problemstillinger på en ukrigerisk måde. Diplomatiet er jo netop problemløseren, siger Ove Ullerup og glider behændigt af på spørgsmålet, om han tror, at han får meget brug for det. De første reaktioner i pressen på hans udnævnelse var overraskelse. "Stilskifte", "Handyman" har været nogle af betegnelserne, noget som Ove Ullerup er lidt overrasket over. - Jeg ved ikke, hvorfor de skriver det, man skulle jo nok spørge journalisterne. Måske er det fordi, jeg har en anden baggrund end min forgænger. Men han havde jo også en anden end sin forgænger, siger han. Medierne På gulvet i hjørnet står en vingave med tydelig afsender. Se og Hør's logo er ikke til at tage fejl af. En kommende medspiller i det nye job. Men også ét medie, man risikerer som modspiller. Selv læser han ikke mange ugeblade, indrømmer han. - Det bliver vist ikke til så meget. Men det er mest et spørgsmål om prioritering. Når man læser så meget, som jeg gør som følge af jobbet, så er der generelt ikke meget tid til at læse andet, siger Ove Ullerup, der synes, at han har for lidt tid til de spændingsromaner og den historiske litteratur, han gerne ville nå. Han er godt klar over, at medierne følger arbejdspladsen intenst, og at han selv vil komme i fokus. - Men det er jo en del af den professionelle hverdag. Og det samarbejde slags baserer sig efter min mening bedst på tillid, konstaterer Ove Ullerup. Umiddelbart frygter han personligt heller ikke medierne. - Der er jo også en forskel på mit arbejdsliv og mit privatliv, og det håber jeg selvfølgelig vil blive respekteret. Man kan jo selv bestemme, om man vil stå foran eller ved siden af, funderer Ove Ullerup og kigger længe ud af vinduet. Han lægger armene over kors. - Det røgter man jo selv, siger han så efter en pause. - Men man kan jo netop ikke altid vælge selv? Ove Ullerup kigger et kort øjeblik ud af vinduet igen og skyder underkæben tænkende frem. - Jouw, siger han så tørt og kort. Sønderjysk igen - ikke noget at komme efter. Sovsekanden Foran ham står nu en læreperiode, hvor han skal sætte sig ind i alskens etiketter og lære om påklædning og ikke mindst ceremonier og ritualer. - Dem må jeg jo tage med, og faktisk synes jeg, at de regler har en fornuftig funktion. De er med til at fjerne en masse tvivl, mener Ove Ullerup. Kors, bånd, stjerner og den for Hofmarskalen så berømte sovsekande venter nu på Ove Ullerup som en del af uniformen og med to teenagepiger i huset, kan han sikkert forvente fnis, når han i fuldt ornat skal på arbejde. - Jeg skal nok ikke teste mig selv på dem. Men et eller andet sted er det her jo også en slags uniform, siger han og trækker ud i sit slips. Begge Ove Ullerups seneste forgængere som Hofmarskal sad indtil pensionen, men selv vil han ikke komme med et bud på, hvor længe han skal sidde med sovsekanden. - Helt ærligt - det har jeg slet ikke spekuleret i. Det afhænger vel også af, hvor godt jeg klarer jobbet. Men det er også lidt mærkeligt at tænke på, allerede før jeg tiltræder. Men han lukker ikke døren for, at han kunne ende andre steder jobmæssigt. - Det ved man aldrig.