For fattige til at hjælpe syge og handicappede?

SPAREKATALOG:Grundet regeringens spareiver for, at skatteydere kan spare nogle få hundrede kroner om året, har Nordjyllands Amt set sig nødsaget til at foreslå besparelser for næsten 400 millioner næste år. Sådan var det sidste år, og hvis denne regering fortsætter, skal de vel spare lignende i 2005. Lige nu er det amtets sparekatalog, vi læser og hører om. Snart er det vores egen kommune, der skal i gang med lignende sabotage af velfærden. Mange læserbreve her i avisen har da også handlet om, hvor forfærdelig det ville være, om man måtte lukke dette eller andet. Men jeg synes, at alt for få indlæg handler om, hvem der har skylden for, at amter og kommuner nu skal helt i knæ. Selvfølgelig vil det være helt katastrofalt, om der igen skal skæres ned på sundhedsområdet eller på psykiatrien (her er man endnu ikke oppe på et acceptabelt niveau) eller på socialområdet, hvor især de handicappede vil blive ramt eller på uddannelsesområdet. Og fakta er vel, at ingen politiker i amtsrådet ønsker at skære ned. Jeg så godt viceamtsborgmester Niels Kr. Kirketerp (V) i TV Nord sige, at det ikke var noget stort problem at finde de millioner. Men lad os nu se, hvad hans parti kommer med af forslag. Jeg syntes læserbrevsskribenterne skal gå direkte til de skyldige: Regeringen, Venstre og Konservative med hjælp fra Dansk Folkeparti. og spørge dem, om det er sådan et samfund, de ønsker, at vi skal leve med i fremtiden. Når f.eks. afdelingslæge Wiera M. Lorentzen fra Frederikshavn Sygehus (16.5.) lægger hele skylden på de ventede forringelser i sygehussektoren på udvalgsformand Karl Bornhøft og Co. i stedet for dog at skrive amtsrådet, så det det så himmelråbende, at det ligner personlig forfølgelse. Alle, der af og til følger med i medierne, ved, at Bornhøft om nogen har skældt de skyldige ud over de forringelser, vi ser. Han er vel sammen med amtsborgmester Orla Hav de mest protesterende mod den behandling, indenrigsministeren og finansministeren giver amterne med at sende aben over på deres skulder. Hverken Hav og Bornhøft ønsker de nedskæringer, som regeringen lægger op til. Til slut skriver W.M.L.: "Vælgerne skal huske de politikere ved næste valg, der stemte for forringelserne". Så får man den tanke, at WML tilhører Enhedslisten, da det er det eneste parti, der ikke har indflydelse i Nordjyllands Amt. Alle øvrige stemte for forringelserne og vil naturligvis gøre det igen, da regeringen har sat tommeskruerne på alle regionale og lokale politikere både i fjor og igen i år. For med de udtalelser kan hun ikke have stemt på V, K eller O. Hjælp de nordjyske borgere og politikere og skriv eller endnu bedre, henvend jer og læg pres på regeringpartiets politikere, nu da kampen om næste års budget er i gang på Christiansborg. Det kan ikke passe, at vi er så fattige, at vi ikke kan hjælpe de syge, de handicappede og ikke har råd til uddannelse. Det var måske på tide at hente de 50 milliarder, der snydes for i skat hvert år.