For høj fart - med vilje - på motorveje

Trafikulykker 2. september 2007 06:00

KØBENHAVN: Danskerne fræser af sted på motorvejene med speedometerpilen over 110 km/t. Og de fleste gør det med fuldt overlæg. Det viser en ny rapport fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, der udkommer i slutningen af september, skriver politiken.dk. Rådet har været med politiet på vejene og spurgt fartbøllerne, om de var klar over, at de kørte for stærkt. Det var hele to tredjedele af bilisterne, og det siger ifølge direktør for Rådet for Større Færdselssikkerhed, Anders Rosbo, noget om danskernes moral: - Mange er fuldstændig ligeglade, og undersøgelsen viser under alle omstændigheder, at vi absolut ikke har fået bugt med den gængse opfattelse af, at det er okay at køre for stærkt, siger han til politiken.dk. I undersøgelsen bliver de medvirkende spurgt om, hvad der skal til, for at de begynder at lette foden fra speederen. Her svarede 42 procent at mere politikontrol, klip i kørekortet og større bøder ville afskrække dem fra at ignorere fartbegrænsningerne./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...