For høj fart på børnenes skolevej

Politiet tjekkede ved Hvornum Skole, Bymarkskolen og i Valsgaard

HOBRO:Fartglade bilister og andre færdselslovbrydere skal ikke vide sig sikre, selv om færdselspolitiets landsdækkende tjek ved udvalgte skoler i forbindelse med første skoledag nu er ovre. Hobro Politi følger nemlig op på kontrollerne ved at tage ud på andre skoler i politikredsen i den kommende tid, bebuder vicepolitikommissær Peder Pedersen, Hobro Politi. I Hobro Politikreds var det Bymarksskolen i Hobro, Hvornum Skole og Valsgaard Skole i Arden Kommune, der havde færdselspolitiets særlige bevågenhed, da en masse små nye trafikanter skulle slippes løs i trafikken på vej til børnehaveklasse og 1. klasse. På Sdr. Ringvej ved Bymarkskolen er fartbegrænsningen på 50 km/t, men det anfægtede ikke visse trafikanter. I løbet af en time snuppede politiet fire, der kørte for stærkt. Hastighederne lå mellem 70 og 75 kilometer i timen. Der blev også skrevet 24 rapporter om manglende brug af sikkerhedssele ved Bymarkskolen. Det var både børn og voksne, der ikke var spændt fast i bilerne. På Lillemøllevej ved Hvornum Skole fik politiet fat i otte, der ikke havde spændt sikkerhedsselen. Ingen kørte for stærkt på vejen, hvor der er bump. I løbet af de knap to en halv time, politiet var ved Valsgaard Skole, nærmere bestemt på Rostrupvej ved Ulstrupvej, blev der skrevet 22 rapporter om hastighedsoverskridelser. Den lokale fartbegrænsning er 60 km/t. Tre hastighedsoverskridelser var på over 80 km/t. Den bilist, der kørte stærkest, fór afsted med 93 km/t. Ingen af forseelserne var dog så grove, at de vil medføre en betinget frakendelse af kørekortet. I stedet kan de fartglade - eller fartgale, om man vil - se frem til en bøde. - Alle ved, at det er farligt når man får en ny årgang skoleelever ud på vejene, fordi de er urutinerede i trafikken. Det er politiets opgave at medvirke til at passe på de små poder. - Det underlige er, at forældre ofte taler om, at der køres alt for stærkt på deres børns skolevej. Men vi må erkende, at det ofte er forældrene selv, der kører for stærkt. - Den dag, man selv har forrygende travlt, ser man stort på fartbegrænsningen, mens man en anden dag, hvor man har god tid, bliver rigtig ophidset over, at alle de andre kører for stærkt, siger Peder Pedersen, der håber, at politiets kontroller har en forebyggende effekt.