For høj pris på andelsbolig koster kendt kunstner millioner

En valuar havde sat for høj pris på andelsbolig. Sælgeren, kunstneren Suste Bonnén, skal betale millionbeløb.

Sælgeren af en andelsbolig i Duegården på Frederiksberg i København skal betale millionbeløb, fordi prisen på en andelsboligen var vurderet for højt. (Arkivfoto)

Sælgeren af en andelsbolig i Duegården på Frederiksberg i København skal betale millionbeløb, fordi prisen på en andelsboligen var vurderet for højt. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Prisen var vurderet for højt, da et par i 2008 købte en andelsbolig i den nu konkursramte andelsforening Duegården på Frederiksberg.

Det har Højesteret afgjort torsdag, efter at sagen har været hele vejen gennem retssystemet med skiftende afgørelser.

Sælgeren, den 70-årige kunster Suste Bonnén, er blevet pålagt at betale 1,1 million kroner til køberparret.

Lejligheden på 213 kvadratmeter blev solgt for 2,14 millioner kroner, og prisen var sat på baggrund af vurderingen fra en valuar, hvis arbejde er at sætte priser.

Hele ejendommen, som andelslejligheden er en del af, blev i 2007 handlet for 360 millioner kroner.

Men i 2008 vurderede en valuar prisen til at være 499 millioner kroner.

Højesteret vurderer, at der ikke var grundlag for at sætte prisen så højt.

For eksempel havde valuaren ikke henvist til lignende handler med andre ejendomme, der kunne retfærdiggøre en højere pris.

Højesteret vurderer, at det mest korrekte ville have været, at prisen for ejendommen var sat ud fra den offentlige ejendomsvurdering på 427 millioner kroner.

- Vi er tilfredse med dommen. Højesteret lagde vægt på, at valuaren ikke havde godtgjort, hvorfor prisen skulle være højere. Man kan altså ikke bare slynge en pris ud uden et grundlag, siger advokat Kasper Westberg, der har repræsenteret køberparret.

Højesteret pålægger Suste Bonnén at betale 1,1 million kroner plus renter. Hun blev sidste år erklæret konkurs.

I forvejen var hun i landsretten blevet pålagt at betale knap 700.000 kroner.

Den del af betalingen handlede om, at der i prisen på andelslejligheden ikke var taget højde for, at ejendommen var belånt med risikable swaplån. Den del har Højesteret ikke skullet tage stilling til.

I landsretten blev valuaren frifundet for erstatningsansvar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst