Lokalpolitik

For hurtigt med ny kommune

DF’er peger på alternativer

SINDAL:Dansk Folkepartis lokale afdeling, der dækker både Sindal, Hirtshals og Hjørring er slet ikke varm på ideen med at de tre kommuner skal sammenlægges. I hvert fald ikke de bestyrelsesmedlemmer, der bor fra de to mindste kommuner. - Det går alt for stærkt med kommunesammenlægningen. Folk kan ikke følge med i hvad der sker, og desuden kan vi ikke nå at få alt på plads på den tid, der er afsat. Det er vi enige om i bestyrelsen og det er også det vi hører ude hos medlemmerne, hvor vi har været ude at føle pulsen. Folk er frustrerede over det tempo, der er på i øjeblikket, siger formanden Lind Simonsen. Lokalformanden bor selv i Sindal og ligesom andre bestyrelsesmedlemmer fra Sindal og Hirtshals mener han, at der kan være noget, det taler for den mindre Hirtshals/Sindal model. - Vi er ikke så vilde med at komme ind under Hjørring. Sindal og Hirtshals har en lille gæld, mens Hjørring har en stor gæld målt per indbygger, som vi skal være med til at betale. Og Hjørring har ikke de faciliteter, som kan virke tiltrækkende, og skal de til at bygge derinde, så bliver Sindal bare en satellitby. Der er ingen, der har snakket med Skagen. Det er også en mulighed. Alting skal tages med, før der træffes en beslutning, mener Lind Simonsen. Bestyrelsen i den lokale DF-afdeling er varm tilhænger af en folkeafstemning om det fremtidige tilhørsforhold. - Men vi mener at første skridt i en strukturreform kan være at nedlægge amterne og lave een region for sygehusene, der er styret af staten. Resten skal ud til kommunerne. Det kan de sagtens styre, udtaler Lind Simonsen. Sammen med Kjeld Christensen vil han fremlægge Dansk Folkepartis syngspunkter, når der i næste uge er debatmøde på Sindal Hotel om strukturreformen.