For lidt ekstra

KONCERT Lars H.U.G. - Er I derude? I er fand'me blevet gråhårede siden sidst! Nu skal morfar spille en af sine gamle sange... Eller: - Er I derude? Udover at være blevet døv er jeg også blevet blind. Er der nogen førerhunde derude? Gerne nogen kvindelige førerhunde... Ja? Værelse 234! Almindelig er han ikke, danskrockens største original, Lars H.U.G., som fejrer comeback efter syv års tavshed ved at spille næsten samtlige 11 numre fra "Save Me From This Rock'n Roll". Plus to mest fremtrædende på den forrige, "Backwards" og "Waterfalls". Næsten alle spillet som tro kopier af udgaverne fra pladerne. Med et enkelt, sejt udskred i retning af hårdere rock henimod slutningen af "City Drive", hvor heavypræg og Kliché-fortid pludselig tørnede sammen. Ellers havde H.U.G. & Co.s præstation ikke meget af det ekstra, som man godt kan tillade sig forlange live. Der blev ikke løftet og kælet og broderet og spillet op. H.U.G. har evnen til ud af noget kendt at skabe nyt, her med kraftig inspiration fra Beach Boys og The Beatles og en vis skelen til den hektiske gadesanger-skiffle, som Shirtsville ellers har været størst eksponent for de senere år, hos H.U.G. tydeligst i den muntre, skæve "Crash", som var blandt højdepunkterne i en koncert, der ellers ikke gjorde det store fra eller til i forhold til det nyeste album. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Lars H.U.G. på Stor Scene på Nibe Festival torsdag aften