For lidt konkurrence

FØDEVAREPRISER:Det er dyrt at købe ind i et dansk supermarked, faktisk har Danmark har de suverænt højeste priser på fødevarer i hele EU, fastslår EU's statistikbureau Eurostat år efter år på baggrund af en prisundersøgelse i medlemslandenes supermarkeder. I 2010 lå de danske priser på dagligvarer hele 36 procent over gennemsnittet for de 27 medlemslande. De danske forbrugere betaler mere end dobbelt så meget for dagligvarerne som forbrugerne i Sverige. Det viser en stikprøveundersøgelse, som avisen 24timer har lavet. Avisen har købt 32 af de mest populære dagligvarer i Bilka og samme varer i det svenske varehus Gekås, som ligger 200 kilometer fra København. I Bilka kostede de 964,32 kroner, mens de kostede 463,71 kroner i Gekås, hvilket svarer til en besparelse på 500,61 kroner eller 52 procent. Når danske forbrugere betaler mere for dagligvarer, end de gør i vore nabolande, skyldes det især de meget høje afgifter, gebyrer og moms. Det er i hvert fald den typiske forklaring fra den danske detailhandel, men ifølge Skatteministeriet er det ikke kun de danske afgifter, gebyrer og momsen, som har betydning for, at det koster dobbelt så meget at købe dagligvarer i en dansk Bilka som i det store svenske. Skatteministeriets beregninger viser, at de danske afgifter, gebyrer og momsen kun forklarer en tredjedel, 33 procent, af den merpris, som danskere betaler, resten begrundes med "en række markedsforhold som f.eks. manglende konkurrence i den danske dagligvarehandel". Det viser, at konkurrencen i den danske detailhandel er for sløj, og at det derfor er billigere at handle i Sverige og Tyskland, frem for at handle i Danmark og det er jo sørgeligt, for det rammer jo i sidste ende os selv.