For lidt respekt

FREMMEDE:Racisme og jantelov - mange vil vel påpege, at det er to vidt forskellige ting, men er det nu det? Vi har en kultur i vort land, som folk udefra selvfølgelig skal prøve efter bedste evne at indordne sig under, men stadig må vi have den respekt for dem, at de har deres religion og deres kultur, som de selvfølgelig bibeholder i deres eget hjem. Flerkoneri og bortgiftning af døtre kan ikke accepteres i vort land, ej heller sharialoven, som efter mit skøn er meget undertrykkende og voldelig. Men hvordan forholder det sig med janteloven i vort land? Den fungerer fint i de mindre samfund og landsbyer. Der bliver skelet til: Er du herfra eller en af dem udefra, for er du det, skal du indordne dig, tænke som os og gøre som vi plejer, undlade at komme med gode ideer. Gør du ikke det, så kan du enten flytte eller betragte dit hjem som et sted, du bor, men ellers bliver du ikke regnet for noget. Ud fra de betragtninger kan jeg ikke se, at der er meget forskel på janteloven og racisme. Hvad har dog gjort vort land til det, det er i dag, hvor der ikke er plads til forskelligheder, hvor selv de fattigste er rige i forhold til mange andre land? Hvorfor har vi nok i vort eget snævre tankesæt, hvorfor er og kan vi ikke være åbne for nye ideer, respektere hinanden, lære af hinanden? Er vor intelligens stivnet, er vi bange, kan vi ikke overskue vort liv, er vi nødt til i frygt at skabe tryghed gennem store begrænsninger og lukke alt ude, som kan skabe liv og dermed uforudsigelighed At have en fleksibel intelligens er en åbenhed for nytænkning, hvor man ikke er låst fast i et sæt statiske tankemønstre, man er nysgerrig og vil opleve verden og skabe udvikling. Heldigvis er der mennesker i dette land, der har en fleksibel intelligens, men de mærker det også gang på gang. De bliver slået i hovedet, du skal ikke tro, du er noget, indret dig efter os andre. Jeg vil tillade mig at mene, at det er lige så meget racisme. Så i vort lille land, hvor vi kunne have det så godt med hinanden, dér blomstrer racismen på højeste gear. Vi må lære at respektere hinandens holdninger, vi må acceptere at andre måske ikke er enig med dig, men det har vel heller ikke så stor betydning, for hver gang lærer vi af hinanden og bliver klogere.