Gymnasiale uddannelser

For lidt skriftlighed i gymnasiet

KØBENHAVN: I den kommende gymnasiereform vil elevernes skriftlige hjemmearbejde i fag som matematik og fysik blive reduceret så meget, at det vil gå ud over elevernes faglige niveau. Det mener flere af landets rektorer og dekaner på de naturvidenskabelige uddannelser, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag. I øjeblikket er flere bekendtgørelser til det nye gymnasium i høring, og det er på denne baggrund, at universiteterne udtrykker bekymring. - Ifølge vores optællinger vil der være en markant reduktion i elevtiden, som er elevens skriftlige hjemmearbejde. Det betyder, at de videregående uddannelser skal begynde på et lavere niveau, siger dekan på Aarhus Universitet, Erik Meineche Schmidt, til Jyllands-Posten. I dag udgør elevernes skriftlige arbejde i matematik på A-niveau ca. 225 timer på de tre år, men ifølge optællingen vil timetallet falde til 140 timer i det nye gymnasium. Også fysik på B-niveau vil blive skåret fra ca. 100 timer til 25-45 timer, skønner universiteterne. - Man kan diskutere, hvorvidt de naturvidenskabelige fag bliver styrket med denne reform, siger Erik Meineche Schmidt, der sammen med syv andre rektorer og dekaner har skrevet et brev til Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V), hvori de gør opmærksom på problemet. /ritzau/