Brønderslev

For mange ugyldige stemmesedler

Forbrugerne glemmer at rive navnedelen af stemmesedlerne

BRØNDERSLEV:Der skal ændres på stemmesedlen, så der bliver færre ugyldige stemmesedler. Det slog formand for Brønderslev og Oplands Elforsyning, Erling Andreasen, fast på BOE’s repræsentantskabsmøde. 232 stemmesedler blev erklæret ugyldige ved det netop afviklede valg til repræsentantskabet. Næsten alle blev erklæret ugyldige, fordi navnedelen ikke er revet af stemmesedlen, som det kræves. - En stemmeseddel er ikke anonym, når navnet på modtageren står på stemmesedlen, sagde Erling Andreasen. Der er ellers perforering til at rive navnedelen af, og det er anført, at der skal ske afrivning. - En mulighed er jo også, at vi erklærer stemmesedler gyldige, når navnedelen er derpå. Men det kræver en ændring af reglerne, sagde Erling Andreasen. Han oplyste, at spørgsmålet skal drøftes nærmere i den kommende tid.I forhold til 1999, hvor der var 378 ugyldige stemmesedler, er der sket en forbedring. Erling Andreasen oplyste, at selv offentlige instanser ikke river navnedelen af stemmesedlen. Advokat Erik Bo Sørensen understregede, at der ikke kan lægges to sedler i en kuvert - en navneseddel og en stemmeseddel. Han sagde, at der så kan ske forfalskning af stemmesedlen. .