For meget historietime

"Miral"

Miral er filmatiseringen af israelske Rula Jebreals roman "La strada dei fiori di Miral" (Mirals blomstervej) fra 2005. Det er historien om tre generationer af palæstinensiske kvinder: Fra Israel bliver selvstændigt i 1947, gennem det ene urolige årti efter det andet og frem til starten af 1990'erne, hvor landets konflikter stadig ligger lige langt fra en løsningsmodel. "Hvilket jo sådan set også er status i dag", har journalister desværre kunnet skrive de seneste tyve år efter, at filmens historie slutter ... Miral begynder med den imponerende historie om den stærke kvinde Hind Husseini (den eneste helt autentiske figur i filmen), der skaber børnehjemmet Dar Al-Tifel, efter hun møder en flok forældreløse børn på gaden. Dar Al-Tifel fostrer børn på en måde, der fjerner alle associationer om underernærede og ressourcesvage børnehjemsbørn, der går for lud og koldt vand. Hind Husseini grundlægger en institution, som giver børnene - det, der i hvert fald ser ud til at være - en tryg og god opvækst med den filosofi, at uddannelse er vejen til fred i det krigshærgede land. Hind opfordrer derfor også børnene til at holde sig uden for politiske organisationer og oprørsbevægelser. Filmens anden kvinde er den temperamentsfulde og uligevægtige Nadia (meget velspillet af Yasmine El massri), som flygter fra en stedfar, der misbruger hende, men som fortsætter ned ad vejen i et spor af depression og ligegyldighed. Hun holder sig konstant fuld og går i seng med stribevis af mænd, tilsyneladende kun med det formål at holde alle de dystre tanker væk fra sindet. Nadia kan selvfølgelig slet ikke finde ud af at være lykkelig, selv da hun møder en sød mand, der elsker hende betingelsesløst, aldrig anklager hende og er en fantastisk far for deres datter. Sidst, men ikke mindst, har vi netop denne datter, Miral. Hun har alt i alt en tryg opvækst på grund af den kærlige og stabile far Jamal, selv om der naturligvis er sten på blomsterstien. Som velvoksen teenager bliver Miral nemlig politisk aktiv i en palæstinensisk bevægelse - uden farens billigelse - og det er så her, filmens store konflikt kommer, dog en anelse for sent. Den sene konflikt er måske den største hage ved "Miral". Filmen har ingen spændingskurve, men er snarere en kronologisk tidslinje eller lidt hen ad en historietime. Det virker også lidt uklart, hvorfor filmen lige hedder "Miral", ud over at historien naturligvis ender hos hende. Også hun dukker lidt sent op i filmen og føles ikke nødvendigvis som hovedpersonen eller filmens store skæbne. Hun er lige som bogens og manuskriptets forfatter Rula Jebreal produktet af de andre kvinders historie, og uden at skulle afsløre for meget handler filmen i sidste ende om, at den enkelte bør vælge freden frem for krigen. Der er gribende skæbner i "Miral". Alligevel savner man at komme tættere på filmens hovedpersoner, at identificere sig med dem. Filmen forbliver distanceret og opridsende. Fejlen er måske, at instruktør Julian Schnabel og manuskriptforfatter Rula Jebreal har været lidt for tro mod den halvt selvbiografiske roman. Julian Schnabel står ellers bag den fantastiske "Dykkerklokken og sommerfuglen" fra 2007, som var bygget over en selvbiografi, men resultatet er mindre vellykket denne gang. "Miral" er historien om tredje generation af kvinder i et land og i en krig, der stadig virker uløselig. Derfor er det også lidt trist, at filmen virker lidt passiv og ikke synes at vide, hvilken vej den vil gå. Sophie Preisler Nørgaard sn15@nordjyske.dk "Miral" Frankrig, Israel, Italien og Indien 2010 Instruktion: Julian Schnabel Manuskript: Rula Jebreal Foto: Éric Gautier Klip: Juliette Welfling Musik: Olivier Daviaud 1 time og 52 minutter Tilladt fra 11 år Danmarkspremiere