For meget kommerciel Rossen og for lidt kirke

Kulisser og CD-salg inde i kirken har vakt kritik

Musik 24. december 2004 05:00

FREDERIKSHAVN: Julekoncerten i Frederikshavn Kirke med Stig Rossen i fredags var for meget kommerciel Rossen og for lidt kirke, lyder kritikken fra flere, der overværede koncerten, og åbenbart ikke kom i den julestemning, der var stillet i udsigt. Specielt går kritikken på, at Stig Rossens turne-hold ikke kun ved en bod i våbenhuset, men også inde i selve kirkerummet faldbød Stig Rossens nyeste CD. Desuden at de kulisser, der fulgte med på den opbyggede scene, ikke hører hjemme i en kirke. Kirkens alterparti var helt skjult bag en stor pejs med kunstige flammer og belæsset med pakker og illuminerede juledekorationer. En øreklapstol, en gyngehest, store bamser og glimtende plastic-juletræer var andre kulisse-effekter. 1400 overværede i to omgange koncerten, som FfI's erhvervsklub stod for. Formanden for erhvervsklubben, Gunnar Mortensen siger, at han udelukkende har fået fantastisk positive tilbagemeldinger på koncerten. - At det gik galt med salget af CD'ere skyldes, at tilhørerne forlader kirken via flere udgange og ikke kun gennem våbenhuset, hvor vi alene havde givet tilladelse til salget. På vej ind tænker publikum jo kun på at sikre sig en god plads, påpeger Gunnar Mortensen. Personligt synes han også, at sceneopstillingen, som det tog otte mand halvanden time at slæbe på plads inde i kirken, var for meget, og kan have stødt nogle, men også fordi opsætningen gik ud over antallet af pladser til publikum. - Men det er det, Stig Rossen har med til alle sine julekoncerter, hvad enten de er i kongreshaller eller kirker, og skulle vi flytte koncerten til f.eks. Det musiske Hus, ville billetpriserne blive meget dyrere, og så kan det ikke hænge sammen, siger Gunnar Mortensen. FfI's Erhvervsklub har entreret med Stig Rossen også til jul næste år, oplyser formanden. - Det skulle vi give besked på allerede nu, ellers ville vi ikke have en chance, fik vi at vide. Menighedsrådsformand i Frederikshavn Sogn, Lisbeth Christiansen, overværede ikke selv koncerten, og har ikke selv hørt kritik. - Men hvis det forholdt sig sådan, er det da noget vi skal tale med FfI om inden næste gang, siger Lisbeth Christiansen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...