For meget larm i klasseværelset

Der er for megen uro og larm i skoleklasserne i Aalborg Kommune. Til gengæld er eleverne tilfredse med at gå i skole, skriver DR Nordjylland.

Det er konklussionen på en undersøgelse, hvor flere end 11.000 elever fra 56 skoler ærligt har svaret på spørgsmål om deres skoledag. Generelt er svarene positive. Fire ud af fem har det godt i deres klasse, er glad for deres skole og føler, de lærer meget. Men kun halvdelen er tilfredse med støjniveauet. Der er ganske enkelt for meget larm. - Det er problematisk, og jeg tror generelt problemet er størst i de mindre klasser, siger Jesper Zimmer fra 9 B på Gug skole. Han sidder i bestyrelsen for foreningen Danske Skoleelever, og giver blandt andet forældede arbejdsmaterialer skylden. Det er ikke særlig inspirerende med lærebøger fra 1949, mener Jesper Zimmer.