EMNER

For meget prinsesse

@Brød.9.uncial.Taz:? Jeg har en datter på 17 måneder. Hun har, siden hun blev født, været en nem og utrolig blid pige, som elsker opmærksomhed. Hun er konstant aktiv og har ikke ro på sig i bare et sekund. Når vi har gæster, optræder hun og skal vise alle sine kunster, hun elsker at være midtpunkt. Og det er hun også, siden hun er første barnebarn på begge sider og har en stor familie rundt omkring sig, som giver hende en masse kærlighed og opmærksomhed. Hun har altid været et trygt barn, som går til alle. Hun er vant til at have mange mennesker omkring sig og har tit haft barnepige. Helt fra hun var nyfødt, har jeg taget hende med på aktiviteter som babygymnastik, babysvømning og har leget meget med hende derhjemme. De sidste to måneder er hun begyndt at blive mere og mere morsyg. Hun nærmest klamrer sig til mig og er utilfreds med det meste. Dette har hun aldrig gjort tidligere. Hvis hun slår sig, er hun utrøstelig, når faren prøver at trøste hende. Hun er begyndt at vågne om natten og græder inderligt, og hun falder ikke til ro, før jeg tager hende op i sengen. Hun har altid ligget i egen seng, så jeg forstår ikke, hvorfor hun er begyndt med dette. Det største problem er, at hun er blevet ubeskrivelig trodsig. Jeg ved godt, at børn kommer i en slags trodsalder, men efter at have sammenlignet med jævnaldrende og haft samtaler med en pædagog fra en vuggestue har jeg fået bekræftet, at dette er langt over det normale. Hun får for eksempel ikke lov til at lege med stikkontakter. Selv om disse er sikret hjemme hos os, mener jeg, hun skal lære, at det er farligt. Når hun begynder at pille ved dem, siger jeg nej og tager hende væk til noget andet, hun kan lege med. Så smider hun sig ned på ryggen og skriger og sparker med benene for så at gå direkte tilbage til kontakten. Efter at have sagt nej tre-fire gange giver jeg hende ti minutters ”timeout” på hendes værelse. Efter ”timeouten” går hun direkte tilbage til kontakten, og sådan kan vi fortsætte en hel time. Den slags sker ca. to gange om dagen, selv om jeg oplever mig selv som konsekvent og ikke giver efter. Hun er blevet et utroligt krævende barn, og jeg bliver helt slidt op. Jeg føler mig som en forfærdelig dårlig mor, og dette kværner rundt i hovedet på mig hele tiden. Hvad kan jeg gøre anderledes? Jeg forstår ikke, hvorfor en pige på bare 17 måneder, som får så meget positiv opmærksomhed, hele tiden prøver at få negativ opmærksomhed? Kan du hjælpe mig? Fortvivlet og udmattet mor @Brød.9.uncial.Taz:! Dette er en af de fortællinger, hvor jeg ville ønske, jeg kunne have været ”fluen på væggen” hjemme hos jer nogle timer for ti og fire måneder siden. Det har jeg jo ikke haft mulighed for at være, så det følgende er mit bedste bud, som bygger på min forståelse og min fortolkning af din egen beskrivelse. Men lad mig begynde med at kommentere dine tanker om at være en ”dårlig mor”. I min forståelse er det en mor, som hver dag bliver konfronteret med negative konsekvenser af sin indsats (eller manglende indsats) og ikke gør noget med det. En ”god nok mor” er en mor der - som du gør nu - tager ansvaret for de fejl, hun har begået, og aktivt leder efter nye veje at gå. Din datter har gennem sytten måneder udviklet det, jeg kalder et ”postmoderne prinsessesyndrom”, og forklaringen ligger delvist i din egen beskrivelse af den meget ”positive” opmærksomhed, hun har fået i familiens centrum, hvor små børn tilsyneladende stortrives, men i virkeligheden bliver mere og mere ensomme og desperate. Nøglen til en ændring ligger også i din egen formulering: Jeg forstår ikke, hvorfor en på bare 17 måneder, som får så meget positiv opmærksomhed hele tiden, prøver at få negativ opmærksomhed? Problemstillingen er egentlig for lang til at besvare i denne spalte, så dele af mit svar bliver ultrakorte. Det første er den almindelige misforståelse, at børn har brug for positiv opmærksomhed - og dermed ikke negativ. Efter min erfaring har børn ikke brug for hverken det ene eller det andet. De har brug for reel, realistisk, sandfærdig, autentisk og varm opmærksomhed, og de fleste børn ”kræver” meget mere, end de har behov for. Jeres datter har fået overvældende meget positiv opmærksomhed - det vil sige opmærksomhed, som de voksne oplever som positiv (= kærlig, livgivende, støttende, rosende). Denne form for villet positivitet opleves også som kærlig af små børn (frem til ca. 18 måneder), simpelthen fordi de har fuldstændig tillid til deres forældre. Men efterhånden som de bliver ældre, bliver de desperate af dagligt at opleve, at den positive opmærksomhed ikke indeholder de rigtige næringsstoffer. Dette fører til, at deres adfærd bliver tiltagende ”ukærlig”, ”trodsig”, ”asocial”, eller hvordan de voksne nu vælger at beskrive den. I gamle dage ville man f.eks. sige om hendes aktuelle adfærd, at hun ”prøver grænser af”, hvor det, hun faktisk forsøger, er at nå ind til de mennesker, der findes bag forældrerollerne og den strategiske positivitet. Se på din datter som en del af et kærlighedsforhold, som hun ikke længere trives maksimalt i. Hendes adfærd siger: ”Kære mor og far. Jeg elsker jer højt og kunne ikke tænke mig nogen andre forældre i hele verden, men jeg bliver nødt til at gøre jer opmærksomme på, at jeg ikke trives sammen med jer. Jeg er alt for lille og uerfaren til at vide, hvad der skal ændres, men jeg ved, at jeg kan regne med jer. Jeg kan godt se, at I bliver vrede på mig over min måde at kommunikere på, men det er den eneste, jeg kan.” Hun forsøger altså ikke at få ”negativ” opmærksomhed. Hun forsøger at fortælle jer, at den form for opmærksomhed, hun får, er utilstrækkelig, og at hun er parat til at være skydeskive for den negative, så længe det varer, før hendes forældre ændrer stil. Anvendelsen af ”timeout” er efter min mening en falliterklæring, hvor de voksne lægger både ansvar og skyld over på barnet, så det glæder mig, at jeres datter ikke lader sig kue af den. Hun vender ikke tilbage til stikkontakten, fordi hun er trodsig, men fordi hun er stærk, stædig og modig nok til at udtrykke sit budskab, indtil de voksne har forstået meningen og begynder at ændre deres egen adfærd. Hendes nuværende adfærd er efter min erfaring en gave til jer, som inviterer jer til at gennemtænke og justere jeres selvbillede og image som forældre. Vær gerne konsekvente, men konsekvens alene gør det ikke. I kan naturligvis vælge at se hende i et andet perspektiv – som en uopdragen, utaknemmelig og trodsig unge, som ikke lever op til jeres forventninger om, at hun skal forholde sig lige så ”positivt” til jer, som I har gjort til hende. Vælger I denne synsvinkel, er strategien klar: Ros hende, når hun gør det, I forstår som rigtigt og positivt, og ignorer hende, når hun ikke gør. Det er ofte en effektiv omend kortfristet måde at manipulere med børn på, men jeres datter virker både for sund og stærk til at ville finde sig i det. Som så mange andre moderne forældre er I blevet konfronteret med et eksistentielt valg: Skal vi forsøge at ”opdrage” os ud af problemerne, eller vil vi se vores barns adfærd som en udfordring til vores selvforståelse og lade den få konstruktiv indflydelse på den måde, vi gerne vil have et familieliv på? Jeg foreslår den sidste tilgang til de aktuelle konflikter. Så vidt jeg kan vurdere, har jeres datter indtil nu været de voksnes ”projekt” på den gode måde. Det betyder, at I har været meget bevidste, meget omhyggelige og meget fokuserede på, at hun skulle have alt det bedste i hele verden og - nu kommer projektet - derfor udvikler sig til et sundt, kærligt og harmonisk barn. Hun er både sund, kærlig og stærk, men på vej mod en alvorlig disharmoni inden i sig selv og dermed med sine omgivelser. Hvis jeg var jer, ville jeg droppe forventningerne og endelig introducere hende til de herlige, nuancerede, varme og irrationelle mennesker, I er - bag ambitionerne om at være ”gode forældre” - og som hun længes efter at lære at kende. Læs evt. mine to bøger: “Kunsten at sige nej - med god samvittighed” og “Her er jeg! Hvem er du?”.