For mere liv på museum

Turistformand går ind for at gøre museumsbesøg gratis

Museer 4. april 2003 08:00

SÆBY: Sæby Museum og herregårdsmuseet på Sæbygaard står over for store udfordringer, hvis tilbagegange i besøgstallet sidste år ikke skal fortsætte. Den skyldtes efter turistforeningsformand Jens Chr. Christensens opfattelse nemlig ikke alene dejligt sommervejr og ombygning på slottet. - De stigende krav til markedsføring og turisternes ønske om at møde levendegjorte historiske aktiviteter, som de selv kan tage del i, er en af de store udfordringer for vore to museer. De skal ose af liv, mener Jens Chr. Christensen, der håber på, at færdiggørelsen af de store restaureringsarbejder på Sæbygaard vil blive efterfulgt af visioner for, hvordan man kan levendegøre herregårsmuseet. Samtidig opfordrer han til, at rammerne på Sæby Museum udvides, så det bliver et mere familievenligt og dynamisk sted med faste aktiviteter for børn og med skiftende udstillinger med mere luft end hidtil. - Turisterne er blevet mere krævende både med hensyn til kvalitative oplevelser og til virkelig at få "noget for pengene", tilføjer Jens Chr. Christensen. - Sæt prisen ned - Når en familie med to voksne og to børn skal betale 90 kr. i entré, tænker den over det en ekstra gang, inden den går ind på et lokalhistorisk museum. Kostede de kun 20 kr. eller mindre pr. voksen og var gratis for børn, ville sagen være en anden. - Det vil være en stor gevinst for både Sæbys borgere og turisterne, hvis Sæby Kommune gør det gratis at besøge Sæby Museum, slutter Jens Chr. Christensen. Til gengæld kunne man tjene penge på en gedigen mususembsutik og café og lade museumsgæsterne betale lidt for de aktiviteter, de deltager i. Det vil give et helt andet liv og gøre museet til et naturligt mødested. Formanden for Sæby Museums styrelse, byrådsmedlem Hanne K. Christensen (V): - Forslaget er værd at lytte til, og vi vil meget gerne samarbejde med turistforeningen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...