For mig er Amerika svaret

Om morgenen den 11. september 2001 var Madeleine Albright hjemme i sit hus i Washington, da en af hendes venner ringede og sagde, at hun skulle tænde for fjernsynet. Det gjorde hun. - Jeg så det andet fly ramme og folk, der sprang ud af vinduer, og jeg kunne ikke tro det. Tårnet var jo så højt. Det var ikke muligt. Når Madeleine Albright er i chok, giver hun sig til at arbejde. Også den dag. Hun kørte mod sit kontor med radioen tændt, og hørte, at Pentagon var blevet ramt. - Jeg kunne se røgen. Så sagde de, at der var en bilbombe foran udenrigsministeriet. Mens jeg var udenrigsminister, havde jeg efter bombningen af vore ambassader i Kenya og Tanzania bestemt, at der skulle sættes barrierer op og at dele af gaden skulle lukkes, og folk havde kritiseret mig for at være paranoid. Men jeg kan huske, at jeg tænkte: "Gudskelov, jeg besluttede det". Det viste sig bagefter, at der ikke var nogen bombe. Fra vinduet i sit kontor har Albright udsigt til den 169 meter høje obelisk, Washington-monumentet, der er rejst over George Washington - USA's første præsident. - Mange gange den dag kiggede jeg bare for at være sikker på, om det stadig stod der, for ingen af os vidste, hvad der ville ske. Sårbarhed Fra den dag var verden forandret. Madeleine Albright havde kun ni måneder tidligere forladt Det Hvide Hus efter i fire år at have været USA's udenrigsminister. Al den tid, og også før, som landets FN-ambassadør, begge dele under Clinton, havde hun kæmpet for at fremme freden. Hun pressede på for at få de nye østeuropæiske lande med i NATO og var drivkraften bag krigen mod etnisk udrensning i Kosovo. Hun forhandlede i Nordkorea, forsøgte af få palæstinensere og israelere til at enes, udvirkede at USA betalte af på sin gæld til FN, fik en aftale om atomnedrustning på plads med russerne, lavede historiens første netværk af demokratiske stater og meget, meget mere, som man kan læse om i biografien "Madam Secretary", der nu udkommer på dansk. Da tvillingetårnene faldt, blev manges håb om en bedre verden bombet tilbage. Dog ikke Albrights. - Nu adskiller jeg mig jo fra en del amerikanere på min alder, eftersom jeg tilbragte 2. verdenskrig i engelske beskyttelsrum, så jeg havde nok på forhånd en større fornemmelse for vores sårbarhed. Jeg forstår den effekt, det havde på Amerika, men jeg er selv optimist, så jeg er ikke kommet i tvivl om alting. Jeg har bare indset, at vi må arbejde hårdere for at forstå, hvorfor det skete. Er det mangel på værdighed, misforstået islam eller simpelt hen gale mennesker? På flugt Madeleine Albright er født i Tjekkoslovakiet, men måtte to gange flygte fra sit elskede Prag med familien - første gang, da nazisterne kom, og siden fra kommunisterne. Anden gang gik turen til USA, og derfra vendte de ikke tilbage. Faderen, der var diplomat, fik job som professor i international politik ved University of Colorado i Denver, og 11-årige Madeleine besluttede sig for at blive helt og aldeles amerikansk. Hun knoklede, lærte sproget ordentligt, var myreflittig i skolen og blev belønnet med en optagelse på elite-universitet Wellesley, som kun var for kvinder. "Jeg forberedte mig på en karriere i journalistik eller diplomatiet, samtidig med at jeg gerne ville giftes så hurtigt som muligt med en perfekt partner. At der kunne være et modsætningsforhold mellem disse to mål, tænkte jeg ikke over", som hun skriver. Hun fandt manden - han hed Joseph Albright, arbejdede som journalist på en redaktion, hvor Madeleine havde studenterjob og afslørede først langt inde i deres forhold, at han var ud af en velhavende slægt, som blandt andet ejede den avis, han var ansat på. Hans familie strittede imod, men kærligheden sejrede, og i årene, der fulgte, blev det både til ægteskab og tre døtre. Imens læste Madeleine Albright international politik på universitetet og begyndte at være aktiv i Det Demokratiske Parti, og som 39-årig startede den række begivenheder, der endte med, at hun i 1997 - kort før sin 60 års fødselsdag - blev USA's første kvindelige udenrigsminister. Dog minus mand, for han fandt en anden længe før. Prisen - Jeg har stadig stunder, hvor jeg føler, at det er min skyld, at vores ægteskab gik i stykker. Det er den ene ting i mit liv, jeg ikke klarede. Jeg kunne jo virkelig godt at lide at være gift med ham, og havde han bedt mig om at opgive alting, havde jeg gjort det. Men så var jeg ikke blevet udenrigsminister, siger Madeleine Albright, og understreger, at kvinder naturligvis godt kan avancere, selv om de er gift. Men hun kunne ikke. Og skilsmissen fik hende bare til at knokle endnu mere. - I 10 år sled jeg som en hest, og det førte til, at jeg blev udenrigsminister. Det er jeg glad for i dag, lige som jeg er glad for, at jeg trods alt var gift så længe, og for mine tre fantastiske døtre. At være kvinde og nå toppen er et emne, som optager Madeleine Albright. Når hun rejser, taler hun ofte til kvindelige forsamlinger om, hvad der skal til for at blive det, man gerne vil. Om at arbejde hårdt. Om at netværke. Og om ikke at holde sig tilbage, men lære at afbryde. Hun mener desuden, det har haft stor symbolsk betydning, at Clinton valgte en kvinde på den allervigtigste post i sit kabinet. - Jeg dannede et netværk for de kvindelige udenrigsministre, og nogle fortalte, at deres statsledere i forbindelse med min udnævnelse simpelt hen havde sagt: "Vi skal også have en Madeleine Albright". - Jeg tror ikke, verden bliver fuldstændig forskellig, hvis den styres af kvinder. Er du udenrigminister, skal du først og fremmest tænke på dit land, og jeg var bestemt villig til at bruge magt, selv om jeg forsøgte med diplomati først. Mange mente, jeg var barsk. Men generelt tror jeg, kvinder er bedre til at finde kompromisser. Vores egoer er ikke så involverede, og vi er opdraget til at undgå konfrontationer. Holocaust Syv dage efter, at hun var tiltrådt som udenrigsminister, kom endnu et chok i Madeleine Albrights personlige liv, da en journalist fra Washington Post afslørede over for verden og hende, at tre af hendes bedsteforældre ikke var døde af alderdom, sådan som hun var blevet fortalt af sine forældre, men havde mistet livet i Hitlers koncentrationslejre. Madeleine Albright kendte ikke selv sin jødiske baggrund - forældrene havde opdraget deres børn som katolikker, men først og fremmest som amerikanere af tjekkoslovakisk herkomst. I dag ser Albright, der indtil videre har fastholdt sit tilhørsforhold til den katolske kirke, med bekymring på alt det blod, der fortsat udgydes i verden på grund af tro. - Det er meget trist og ironisk, at religion, som burde bringe folk sammen, gennem århundreder har drevet dem fra hinanden, siger Madeleine Albright. Hun tog selv til Pinkas-synagogen i Tjekkiet og så sine bedsteforældres navne skrevet blandt 77.295 andre tjekkoslovakiske jøder, som døde i holocaust. Og i Jerusalem har hun set, hvordan byen og dens hellige steder, selv enkelte kirker, er delt mellem flere religioner, og tænkt, om det virkelig kan være Guds mening. - Vi lever med religion hele tiden, og jeg synes, tragedien er, at alle de tre store moneteistiske religioner, islam, jødedom og kristendom, er blevet taget til fange af ekstremister. Hvordan skulle det for eksempel kunne være Guds ønske, at nogen tolker Koranen sådan, at det er godt at dø og myrde mennesker undervejs? Der er så mange oversættelser af både Koranen og Bibelen, at folk læser dem på deres egen måde. Ansvar September er bryllupsmåned i USA, men i år falder den 11. på en lørdag, så nogle venter, mens andre insisterer på at gennemføre. - Det er en dato, som aldrig vil forsvinde fra vores bevidsthed, siger Madeleine Albright. Efter 11. september havde USA nærmest global sympati, men invasionen i Irak har delvist forvandlet støtten til kritik. Madeleine Albright er ikke selv særlig stolt af USA's engagement i Mellemøsten, som hun mener er præget af fjendebilleder og uvidenhed om islam. Men demokratiet og USA's globale engagement vil hun til hver en tid forsvare. - I mit liv har USA været en god kraft. Under 2. Verdenskrig lavede England, Frankrig og Italien en aftale med Hitler, som gjorde det af med Tjekkoslovakiet. Så gik USA ind i krigen, og det blev anderledes, indtil man besluttede at kommunisterne skulle være befrierne, og jerntæppet gik ned. Men for mig var Amerika svaret. Landet, der forsvarede friheden og senere bød immigranter velkommen. Madeleine Albright forklarer, at USA på mange måder indtil for nylig har været en modvillig supermagt. - Når Amerika er så rigt og mægtigt, har vi en forpligtelse til at hjælpe andre. Vi skal være involveret. Jeg har været i over 120 lande og mødt en masse forskellige mennesker, og jeg tror egentlig, vi alle er ens. Vi vil selv bestemme over vores liv og vælge vores regering. Demokrati kan ikke trækkes ned over hovedet på folk, men vi kan tilbyde værktøjerne. - Winston Churchill sagde: "Demokrati er en meget dårlig regeringsform, bortset fra alle de andre." Og folk vælger altså ikke en diktator. ] Madeleine Albright: Madam Secretary. 600 sider. 299 kroner. (Aschehoug)