Kina

For sen boykot-reaktion

OL:Det er fuldt forståeligt, at mange reagerer mod Kinas politik, bl.a. over for Tibet, i forbindelse med afholdelsen af OL i Beijing til august. Men det har været utroligt naivt af IOC’s arrangementskomité at bilde sig selv og verden ind, at det kinesiske styre skulle lempe på sin absolutte kontrol over alt andet end økonomien, allerede da det blev besluttet at placere legene i Beijing. Det virker derfor som hykleri, når man nu taler om at boykotte åbningsceremonien, samtidig med at man opretholder alle de økonomiske og andre forbindelser med Kina. Giv de danske OL-deltagere al mulig opbakning fra dansk side, herunder også med Kronprinsens og Brian Mikkelsens tilstedeværelse ved åbningen, eller tag konsekvensen og gennemfør en fuldstændig blokade af Kina, indtil menneskerettighederne bliver respekteret.