For stor spildprocent

ODENSE:- Vi skal fortsat bruge 5-10 chancer på at få scoret et mål. Selv når vi er to mand alene igennem med målmanden, dribler den ene ind i keeperen, og vi har generelt stadig meget svært ved at score, sagde en fattet AaB-cheftræner Poul Erik Andreasen efter 1-3-nederlaget til OB i Superligaen i fodbold. Han lagde heller ikke skjul på, at han følte, AaB havde foræret OB alle tre scoringer eller i hvert fald mulighederne til dem. - Vi er hårdt ramt. I de to forudgående kampe (Viborg i Superligaen og Brøndby i pokalsemifinalen, red.) scorede modstanderne seks mål imod os på dødbolde. Det fik vi rettet op på mod OB, men i stedet giver vi dem nærmest tre mål. De mange udskiftninger i vores forsvar qua de mange skader giver ingen automatik i forsvarsspillet. Vi skal have stoppet den trafik, der giver modstanderne for lette mål, og jeg ser også meget gerne en større kynisme i forsvarsspillet. Der dumpede vi klart mod OB. Vi skal stadig turde spille op ad banen, og på den led var der såmænd en del positive ting at tage med fra OB-opgøret, fortsatte Poul Erik Andreasen, der ikke vil betegne de kommende opgør i Superligaen - Brøndby hjemme og Silkeborg ude - som vanskeligere end nogen af de fire resterende kampe. - De bliver alle lige svære, men vi håber fortsat på, at Michael Silberbauer, Diego Tur og Bård Borgersen kan spille søndag mod Brøndby. OB-cheftræner Uffe Pedersen hoverede på ingen måde efter den vitale sejr over AaB. - Vi fik en svær start på kampen, hvor vi ikke fik dæmmet godt nok op for AaB's dybdeløb. Vi sluttede bedre af før pausen og kom heldigt foran. Det var livsvigtige point for os i dag, men vi tager fortsat en kamp ad gangen. Vi er ikke på den sikre side af nedrykningsfaren endnu, understregede Uffe Pedersen, der pillede angriberen Mwape Miti ud i pausen til fordel for Søren Berg. - Mwape Miti klagede over smerter i det ene knæ, forklarede Uffe Pedersen. Søren Berg scorede selv til 2-0 og lagde op til 3-0 for OB. Sådan kan man også sige tak for sidst for en tur omkring udskiftningsbænken.