For svære odds for Aalborg IK

Skader og manglende spillercertifikat gjorde livet surt for aalborgenserne i premieren

Ishockey 16. september 2002 08:00

Herning IK Aalborg IK 8-1 ISHOCKEY, ISLIGAEN HERNING: Aalborgenserne fik den værst tænkelige start både før og under premieren i Isligaen. Inden kampen blev det en realitet, at AIK'erne måtte undvære markante spillere som Heinz Ehlers, Christian Lie Nielsen samt de to tjekker Martin Rejthar og Radim Studnicka, og i anden periode måtte en af de mest rutinerede spillere, Thomas Englund, udgå med en skulder af led. - Han blev i aftes undersøgt på Aalborg Sygehus og er sandsynligvis udelukket på isen den nærmeste fremtid, så vi føler os ærlig talt hårdt ramt fra første fløjt, siger AIK-sportschef Keld Frederiksen, der frygter, at holdet på torsdag hjemme mod Vojens må undvære fire af de fem ovennævnte spillere. - Vi forventer at få det nødvendige spillercertifikat fra Tjekkiet til Martin Rejthar, så han kan komme i kamp for os, men hans landsmand, Radim Studnicka, får vi nok ikke med, da han fik en hjernerystelse til træningen i fredags. I opgøret i Herning kom AIK bagud 0-2 efter blot to minutters spil, og holdet virkede både nervøst og uden den nødvendige gnist. I spil fem mod tre ramte Ronny Larsen stolpen to gange, men i stedet for en reducering til aalborgenserne scorede hjemmeholdet til 3-0 kort før periodens udløb. - I anden periode måtte vi rokere en del om efter Thomas Englunds uheld, og da Mads Møller senere i kampen fik en matchstraf efter en nævefight, måtte vi reelt spille med tre backer, og det var for hårdt over for Herning. - Ganske vist virkede uldjyderne ikke specielt gode, men med den tidligere AIK-keeper, Jiri Podesva, som en sikker ankermand i målet, var oddsene alligevel for svære for os, sagde Keld Frederiksen. Kampfakta: Periodecifre: 3-0, 3-0, 2-1 Mål: 1-0 Johan Marklund, 2-0 og 3-0 Timo Koskela, 4-0 Johan Marklund, 5-0 Daniel Nielsen, 6-0 Johan Marklund, 7-0 Daniel Nielsen, 7-1 Ronny Larsen, 8-1 Johan Marklund. Udvisninger: Herning IK 10x2 min., Aalborg IK 1x5 min. plus 20 (Mads Møller) og 7x 2 min. Tilskuere: 1562.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...