For syg - eller rask nok?

OVERFØRSELSINDKOMST:For syg til dagpenge, men rask nok til aktivering? En bekendt tillod sig sidste år at blive syg. Forleden besluttede kommunen at stoppe sygedagpengene til ham, da der ikke er udsigt til, at han får det bedre. Samme dag meddelte samme kontor ham, at han skal møde i aktivering 25 timer om ugen. Så logikken er altså den, at han er så syg, at der ikke er udsigt til bedring, men i øvrigt skal han lige passe sin aktivering. Jamen hvis han kan passe sin aktivering, må han vel være rask nok til at kunne modtage (syge)dagpenge? Logikken er svær at få øje på. Indtil man tænker over reglerne. Kommunen får nu 50 pct. refusion af hans kontanthjælp. Kommunen vinder også, hvis han ikke dukker op, så ryger kontanthjælpen. Da vi er i Nordjylland, så er der reelt ingen offentlig transport, så manden, der er for syg til at modtage dagpenge, skal altså cykle de 9 km til aktivering, eller gå 2 km til busstopstedet, der virker 40 uger om året. Man tager sig til hovedet. Hvert år bruger samfundet 14 milliarder - udover kontanthjælp og dagpengeydelsen - på at genere folk. Det er utrolig mange penge på at ramme de måske 10.000-15.000 mennesker, der ikke gider arbejde. I stedet burde man kunne "pensionere" folk i f.eks. to-tre år, fordi det er udsigtsløst, at de kommer i arbejde i den periode. Det vil ikke kun være billigere end at betale aktiveringskurserne, men også være ganske almindelig fornuft.