EMNER

For tynde argumenter for krigen

"Hvordan kan amerikanerne være sikre på, at Irak har masseødelæggelsesvåben? Fordi de har gemt kvitteringerne!" Denne fortælling er meget sigende for situationen omkring USA og Irak. Ingen har som USA i 80'erne fodret Irak medvåben og giftgasser. Hvorfor så krigen nu? Det er svært at stå model til argumenterne om, at USA vil befri den irakiske befolkning for Saddam Hussein. Hvis det er målet for USA, hvorfor gjorde de så ikke for 11 år siden, da de havde chancen? Hvorfor bevæbnede USA ham så? Hvorfor befrier de ikke det palæstinensiske folk fra israelerne? Hvorfor befriede de ikke den sorte befolkning i Sydafrika for undertrykkelse gennem flere årtier? USA har nu engang aldrig nogensinde gjort noget som helst noget sted i verden for at hjælpe andre mennesker. Hver gang USA har involveret sig i en konflikt eller en krig, har det udelukkende været for at pleje og beskytte egne amerikanske interesser. USA beskyttede ikke Vesteuropa mod Sovjetunionen for vesteuropæernes skyld – men udelukkende fordi, det var i USA's interesse, at kommunismen ikke bredte sig. USA drev heller ikke Irak ud af Kuwait i 1991, fordi USA ville befri det kuwaitiske folk fra Iraks besættelsesmagt – men udelukkende for at redde Kuwaits olie. Sådan er USA. Ellers kunne de jo benytte lejligheden, når alligevel er på den egn, til at kigge inden for hos Israel og den israelske ministerpræsident, Ariel Sharon, for at meddele, at Israel nu får 14 dage til at efterkomme samtlige FN-resolutioner siden 1967, og såfremt dette ikke sker, vil Sharon og hans ministre få 48 timer til at drage i eksil, inden USA vil bombe Israel for at befri det palæstinensiske folk. Problemet er jo ikke, at Saddam Hussein skal fjernes fra magten i Irak. Det ønsker vi jo alle. Problemet er USA's magtarrogance og deres opfattelse af, at de kan gøre, hvad der passer dem, når det passer dem. Det handler dybest set om tillid til – og tro på FN. Hvis FN havde accepteret krigen, ville jeg ikke have betænkeligheder ved at acceptere den som et ondt, men nødvendigt skridt. Omvendt er jeg også sikker på, at FN ikke ville tøve med at acceptere krigen, hvis det var sidste udvej. Fordi USA har ikke har kunnet få sin vilje med FN, har USA sagt, at FN har spillet fallit og truer sin egen eksistensberettigelse. Det mener jeg nu ikke. Tværtimod. Det er snarere USA's enegang og evige trang til at ville bestemme alt, der truer FN's eksistensberettigelse, for hvis FN (som USA ønsker det) blot udsteder resolutioner og krigstilladelser på USA bestilling, ja så er FN blot et spil for galleriet – og så har FN netop mistet sin eksistensberettigelse. Men det er typisk USA-tænkning, at FN har mistet sin eksistensberettigelse, fordi FN ikke blot vil tilpasse sig USA's forgodtbefindende. Det er sørgeligt, at bl.a. Danmarks statsminister er skødehund for USA. Vi har brug for folk, der taler USA midt imod. Vi mangler en Olof Palme, der kunne kalde USA for "de satans mordere", da de bombede civilbefolkningen i Vietnam. Hvad mon han ville have sagt til verdensordenen i dag? Næppe noget, der villebehage USA at høre! Danni Andersen, Thuresensvej 22 3.tv., Nørresundby, er formand for Socialdemokraterne i Nørresundby. E-mail: danniandersen@ofir.dk