For uambitiøs

Alle jubler og er glade: For første gang i mange år kommer der nu skattelettelser til danskerne.

Ved første øjekast kunne det se ud, som om regeringens skattestop er sendt hen hvor peberet gror, for der er nok ikke mange, der vil komme til at savne mellemskatten. Vi var dog en del, der glædede os over den begyndende afvikling af topskatten. Selv de bredeste skuldre kan man ikke pålægge at betale to tredjedel til skattefar. Ud af statens samlede indtægter på 875 mia. kr. udgør topskatten kun omkring 26 mia. kr. Ved at lempe topskatten fra 15 til 13,5% ville staten således kun gå glip af mindre end 3 mia. kr. Det er småpenge – og mon ikke man kunne finde et par enkelte områder på statsbudgettet, hvor man kunne spare de penge uden at landet ville stande i våde? Nu er der jo ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget: Selvom de foreslåede lettelser i topskatten ikke blev til noget, så kom de samme lettelser i bundskatten, så skatten alligevel blev sænket med de samme 1,5% udover afskaffelsen af mellemskatten. Desværre er der ikke meget i skattereformen, der peger på, at Danmark gør klar til at forlade pladsen som landet med verdens største skatte- og afgiftstryk: Hvad der gives i lettelser i indkomstskatten, skal hentes ind igen på forskellige afgifter. Endnu en gang må bilejerne (i forvejen verdens hårdes beskattede) holde for med nye miljøafgifter, ligesom usund levevis med sukker, alkohol og tobak endnu en gang i moralens hellige navn får en tand opad, vel vidende at forbrugsmønstret ikke vil ændre sig. Endelig skal grønne afgifter (der også har verdensrekord i Danmark) have en tak opad. Det er ganske enkelt for uambitiøst. Når alle andre lande i verden kan klare sig med langt færre midler fra deres borgere, så må Danmark, der har nogle af de højst indtjenende indbyggere til at bidrage, også kunne finde poster på Finansloven, hvor der kan spares uden at det bliver en national katastrofe.