For ussel til Mor

Musikforening i Hjørring har vendt Sysseltinget ryggen hele foråret til fordel for Vendelbohus på grund af spillestedets fysiske tilstand.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Die Her­ren er et pla­giat af U2, men efter si­gen­de et me­get im­po­ne­ren­de pla­giat. .Arkivfoto

Foreningen I morgen er det jul, Mor! har udelukkende fokuseret på at finde koncertnavne til Vendelbohus de kommende måneder. Musik-foreningen synes simpelthen ikke, at de fysiske forhold er gode nok på Sysseltinget. - Hvis man skal ha' en god aften i byen og vil høre musik, så duer det ikke, at folk skal sidde i deres fine tøj på en gammel, slidt fyrretræsbænk uden ryglæn. Rammerne er ikke tidssvarende, mener Kim Jensen fra I morgen er det jul, Mor!. Foreningen så gerne, at Sysseltinget blev shinet op og renoveret, men kommunen har ladet forstå, at der ikke er penge til sådan et projekt i disse tider - så i stedet har foreningen fundet koncertnavne, der passer bedre til Vendelbohus. Maggie i måneskin-skygge ... Allerede 14. februar er der pigtrådsbal med Sir Henry & His Butlers samt Skandinaviens førende Beatles Band, nemlig RubberBand. Denne aften vil der i øvrigt ikke blive langet så mange billetter over disken som normalt, når der er koncert på Vendelbohus, og det skyldes, at der skal være plads til et decideret dansegulv. Lørdag 7. marts venter der publikum en verdensberømt sangerinde, når skotske Maggie Reilly gæster Hjørring. Hun slog igennem i 80'erne, hvor hun lagde stemme til Mike Oldfield-klassikere som Moonlight Shadow, Family Man og To France. Foruden disse udødelige hits, kan publikum også se frem til at høre de bedste sange fra hendes solokarriere, blandt andet Everytime We Touch. 18. marts er der irsk folkemusik på programmet, når duoen Jane og Shane indtager scenen med band. Sidste skud i forårets koncert-kanon giver muligvis genlyd hos enkelte; det er nemlig Die Herren, der har specialiseret sig i at spille U2, og som gav koncert for en udsolgt sal på Sysseltinget i efteråret. - Publikum var fuldstændig vilde. Jeg har faktisk ikke oplevet noget lignende siden Tim Christensen og resten af Dizzy Miss Lizzy lige havde vundet DM i rock og skulle optræde på Sysseltinget, fortæller Kim Jensen, der forventer en ny stor oplevelse, når U2-fortolkerne fyrer den af med et efter sigende imponerende sceneshow lørdag 9. maj. Lis, Carsten og Birthe Foruden I morgen er det jul, Mor! har andre koncertarrangører også sørget for, at der optrædes med lidt af hvert på Vendelbohus de kommende måneder: Lis Sørensen (fredag 20. marts), stand up med Carsten Bang (27. marts) og jubilæumskoncert med Birthe Kjær (8. april) er således også blandt valgmulighederne.