For vidtløftigheden

Céline Curiol Udgangstilladelse

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

bogens forside

På bagsideteksten præsenteres udgangstilladelse som en fremtidsroman, der foregår i et ”et land som minder om USA, og i en organisation som minder om FN”. Hvor man har det fra, ved jeg ikke, men der er ikke noget, der antyder, at der skulle være tale om et land som USA. Curiol har skrevet en bog om en mand, der (i en tjenestemandsagtig stilling) arbejder for Institutionen, hvor han skal lave resuméer af diverse møder. Kodeordet er objektivitet. Personlige meninger og individualitet i skrivestilen er uønsket. Det drejer sig ikke bare om Institutionen, men om samfundet som sådan. Fiktionen er afskaffet til fordel for nævnte objektivitet, fjernsynets kanaler bugner af dokumentar- og nyhedsudsendelser. På mange måder minder det om den symbolske orden, man kæmper for her i vesten. Væk med humanisterne, styrk fokus på de hårde videnskaber (dem man også bare kalder videnskaben i bestemt ental), det, der kan måles er sandt; styrk forholdet til erhvervslivet, som AAUs prodekans mantra lyder. Her i landet er det blevet solgt i en samlet pakke som kulturkamp siden 2001. I Curiols bog er tendenserne i Vesten blevet ført ud i det ekstreme, og det er som udgangspunkt spændende, men det argument, der forekommer mod konformitetens vold, synes at være en kende naivt. I den mareridtsagtige bygning møder vores fortæller en mand, A., der introducerer ham til fiktionen, som er blevet forbudt og dømt samfundsskadelig. Efter mødet med fiktionen bliver fortælleren en anden. Hele hans udsyn på verden og sig selv ændres og præges af litteraturens paradokser og skift i synsvinkler. Selvom jeg gerne ville have, at litteraturen skulle have denne ophøjede funktion som mulighed, så synes jeg, det er en smule utroværdigt. For argumentet glemmer det allervigtigste i vores kultur. INGEN ønsker forandring. Status quo er godt, fordi det lader os fortsætte i illusionen om, at intet er sket. ”På en eller anden måde blev jeg underholdt af dette oprør, det genoplivede muligheden for at skabe en mere retfærdig verden der kun eksisterede i menneskers vidtløftige taler og mindede mig om at også jeg engang havde villet kæmpe i en god sags tjeneste.” Det første, der ofres på objektivitetens alter er vores evne til at tænke anderledes, til illusioner, for det er i sidste ende illusionerne, der nærer kampen for forandring. Curiol viser en verden, der som vores er blevet kastreret og nu begrænser sig til at gentage virkeligheden. Som man kan læse, så er der egentlig meget positivt, der kan siges om bogen og som kan indsættes en samfundskritik (hvilket er fremtidsromanernes typiske geschæft), men udførelsen halter gevaldigt. Sproget er dræbende kedsommeligt, personkarakteristikken udeblivende (i en roman, der kæmper for individualitetens ret overfor konformiteten), og så har forlaget øjensynligt helt droppet at læse korrektur på skidtet. Christian Stokbro Karlsen kultur@nordjyske.dk Céline Curiol ”Udgangstilladelse” 239 sider, 299 kr. Forlaget Per Kofod