For vigtig til partifnidder

Selvfølgelig skal Aalborg Universitet have en lægeuddannelse. Kommer den ikke nu, kommer den om få år.

LÆGEUDDANNELSE:Selvfølgelig skal Aalborg Universitet have en lægeuddannelse. Kommer den ikke nu, kommer den om få år. AAU har jo flot løftet den nye uddannelse inden for industriel medicin. Dermed har universitetet jo igen bevidst, at det magter de sundhedsvidenskabelige uddannelser. Men sagen er for vigtig til parti-fnidder. Og jeg er skuffet over, at Socialdemokratiet benytter lægeuddannelsen i endnu et forsøg på at score billige politiske points. Det hjælper hverken lægeuddannelsen, universitetet eller Region Nordjyllands ambitioner om at tiltrække flere læger. Og det skaber igen unødig blæst om Aalborg Sygehus status som universitetshospital. Det er det jo netop ikke en politisk afgørelse, om AAU skal have en lægeuddannelse. Den afgørelse ligger i Akkrediteringsrådet, der er nedsat til at vurdere kvalitet og faglighed i de danske uddannelser - og det ved Rasmus Prehn (som har rejst polemikken i Folketinget og medierne) om nogen, for han har selv som tidl. socialdemokratisk ordfører været med til at aftale etableringen af Akkrediteringsrådet. Rasmus Prehn skulle måske starte med at få lidt styr på, hvad Socialdemokratiet mener om en nordjysk lægeuddannelse. Det er jo en kendsgerning, at en række centrale socialdemokrater hopper fra standpunkt til standpunkt alt efter om det er valgkamp eller ej. Det er hamrende useriøst – og alt andet end hjælpsomt for universitetet, Aalborg Sygehus og Region Nordjyllands ambitioner rom at tiltrække flere læger til Nordjylland. Jeg er glad for at registrere, at Aalborg Universitet roses højt for den uddannelse inden for industriel medicin, som blev etableret for tre år siden. Og min optimisme med hensyn til en lægeuddannelse bygger i høj grad på, at Aalborg Universitet fortsat holder fast og beviser, at man kan leve op til sine egne meget høje ambitioner. Foreløbig glæder jeg mig over, at Region Nordjylland og Aalborg Sygehus med sin status som universitetshospital har fået et velfungerende samarbejde med medicinuddannelsen i Århus. Og det skal selvfølgelig fortsætte, indtil vi får en nordjysk lægeuddannelse. Vi skal huske, at Nordjylland og Aalborg kun sejrer, når vi på tværs af alle gamle skel holder sammen. Det ville være meget nyttigt, om Socialdemokratiet bidrog lidt til sammenholdet, frem for utallige solo-løb og mislykkede forsøg på at score billige points i meningsmålingerne.